Som den eneste i Danmark bruger ByLykke Skincare colostrum – råmælk fra køer, som en central ingrediens i sine hudplejeprodukter. I 20 år har de hjulpet mennesker med at få en sundere hud og velvære, men det har ikke været uden omkostninger for skaberen af cremen, Pia Lykke.
I 20 år har Pia Lykke hjulpet mennesker med sine hudprodukter. Hun har mange faste kunder, som slet ikke kan undvære dem.
”Jeg husker, at der var en dame, som havde dråbeformet psoriasis på kroppen. Hun begyndte at gå i nederdel og kunne lakere sine negle. Hun fik en helt ny livskvalitet. Så jeg har bare mødt så mange mennesker, hvor det her virkelig har gjort en forskel. Så det kan man jo ikke bare stoppe med.”
Det er ikke ambitioner og penge, som driver ByLykke. Det er de mennesker, som hendes produkter hjælper, og som gør en forskel for.
”Jeg arbejder med hjertet, og det kan jeg bare ikke gøre anderledes,” fastslår hun.
Fejlslagent eventyr
Ved rækkehuset i Hasseris besøger hasserisavis.dk ByLykke Skincare. Pia Lykke er kvinden bag hudplejeprodukterne, der er kendt for sin bærende ingrediens: colostrum.
Det er den råmælk, som nyfødte kalve drikker for at styrke deres immunforsvar. Derfor er det også vigtigt for Pia Lykke, at kalvenes behov bliver prioriteret, inden råmælken bliver indsamlet og fremstillet til det næringsfulde pulver, som ByLykke-produkterne består af.
Hun havde selv brugt colostrum som et helbredende middel mod infektioner, da hun blev mor og ammede. Det var tilbage i 2005, at Pia Lykke fik ideen til hudplejeprodukterne, som hun satte i gang sammen med en professor på Aalborg Universitet. De valgte at finansiere forskningen og ansatte en biokemiker.
Tre år og tre millioner kroner senere, i 2008, var de klar til at samarbejde og få patent, men drømmen brast. Investorerne og samarbejdspartnerne, som skulle hjælpe med den videre udvikling af hudplejeprodukterne, delte ikke Pia Lykkes visioner og integritet. Det, der skulle have været starten på en succesfuld forretning, blev til et mareridt, hvor hun mistede kontrollen over projektet og det store arbejde, hun havde lagt i det. Investorerne og samarbejdspartnerne trak sig og solgte projektet til en anden. Pia Lykke stod tilbage med en følelse af vrede og tab. Hun måtte starte forfra.
”Jeg rejser mig op igen, fordi der ikke er nogen, der skal kue mig. Og det var min idé. Jeg havde været med fra starten, så da jeg afleverede computeren, havde jeg slettet alt, hvad der var på den. Jeg afleverede ikke noget som helst videre. De fik ingenting,” siger hun.

Et hjertebarn
I dag er ByLykke en bibeskæftigelse, men hudplejeprodukterne er fortsat et hjertebarn. Om morgenen pakker hun gårsdagens bestillinger, som hun har fået fra sin hjemmeside, og derefter tager hun i skole.
Derudover bruger hun ikke en krone på markedsføring, og cremerne bliver kun solgt hos få helsekostforretninger og hos Bjerring i Hasseris Bymidte. Men vigtigst af alt, ender produkterne hos forskellige mennesker, der virkelig har gavn af dem. Nogle af dem har hudsygdomme som rosacea eller psoriasis, lider af diabetessår eller tynd hud.
”Det dækker det behov, der er. Du kan bruge det til røde babynumser og børneeksem. Jeg har testet det med børnelæger,” fortæller hun.
Colostrum hjælper cellerne med at få den næring, som de skal have. De bliver udskiftet hver tredje uge, og for at få de bedste betingelser for cellerne skal de have al den næring, de kan få. Den næring får de fra de aktive stoffer i råmælken.
Derfor indeholder produkterne ikke parfume eller andre tilsætningsstoffer, som kan påvirke ingredienserne.
”Der er tre forskellige olier, en emulgator til at binde vand og olie, og så er råmælken det væsentlige materiale. Vi går efter de simple, rene ting og økologiske råvarer,” siger hun. ”Jeg vil kun lave produkter, som jeg kan stå 100% inde for.”
Og så er cremen danskproduceret. Og det vil den blive ved med at være.
Ikke for enhver pris
Pia Lykke har ingen ambitioner om at skulle i gang med endnu forretningseventyr. Derfor takkede hun også nej tak til casteren fra TV2-programmet Løvens Hule, som havde fundet hende på nettet, og tilbød hende en plads i programmet. Hun havde ikke lyst til at stå foran ’Løverne’.
Det betyder dog ikke at Pia Lykke er afvisende overfor et nyt samarbejde.
“Det skal være nogen med de rigtige værdier. Jeg orker ikke at få nogen med, som vil til at bestemme om der skal parfume i,” fastslår hun og afslutter med:
“Nej, der skal ikke være parfume i. Jeg vil gerne selv bestemme, hvordan mine produkter skal være, og hvad prisen skal være.”




















