Saltvand, sejl og samarbejde prægede hverdagen for Andreas Bjerre Mentz, som i tre måneder har været på togt med Skoleskibet Danmark – en givende oplevelse, der både har affødt faglig viden, indsigt i det maritime liv og nye venskaber.
Det er ikke hver dag, man sover i hængekøje, vasker arbejdstøj i saltvand og navigerer midt i Atlanterhavet. Men sådan har hverdagen set ud for 21-årige Andreas Bjerre Mentz fra Kærby, som for nylig hjemvendte fra et togt med Skoleskibet Danmark – en tremastet fuldrigger, der siden 1933 har fungeret som uddannelsesskib for unge, der ønsker at snuse til og stifte bekendtskab med det maritime erhverv.
Fra ansøgning til afrejse
Skoleskibet Danmark, som er hjemmehørende på Flådestation Frederikshavn og tilknyttet uddannelsesinstitutionen Martec, har plads til 80 elever og 15 besætningsmedlemmer. Eleverne får en grunduddannelse som ubefarne skibsassistenter og undervises i blandt andet praktisk sømandskab, navigation, førstehjælp, arbejdssikkerhed og søsikkerhed.
“Jeg vidste, at pladserne på Skoleskibet Danmark var begrænsede. Så i en motiveret ansøgning gjorde jeg mig umage med at forklare, hvorfor jeg virkelig gerne ville med. For mig handlede det om mere end bare at lære om det maritime – jeg var klar til at tage ansvar og indgå i det tætte fællesskab ombord,” forklarer Andreas Bjerre Mentz.
Herefter fulgte en samtale, inden Andreas modtog beskeden om, at han var blevet optaget som elev på Skoleskibet Danmark. Dernæst fulgte et godt fem ugers forløb i grundlæggende maritim uddannelse på Martec, inden turen gik til Malaga i Spanien, hvor selve togtet med Skoleskibet Danmark skulle begynde.
”Jo tættere afrejsen kom, jo mere begyndte det virkelig at krible i mig. Jeg glædede mig til at skifte hverdagen med undervisning på land ud med livet til søs, hvor alting foregår på skibet, og man lærer gennem handling.”

Praktisk læring og ansvar
Det særlige ved Skoleskibet Danmark er, at store dele af hverdagen stadig foregår efter traditionelle principper. Eleverne sover i hængekøjer, vasker arbejdstøjet i saltvand og indgår i faste vagter døgnet rundt. Undervisningen og det daglige arbejde er tæt integreret, og der bliver lagt stor vægt på samarbejde, ansvar og praktisk læring.
“I løbet af opholdet fik jeg ikke kun viden om det maritime. Jeg lærte i lige så høj grad noget om mig selv og om, hvordan jeg fungerer i en gruppe, hvor man er sammen hele døgnet. Det er ikke som at tage på efterskole eller højskole, hvor du kan trække dig, hvis der er brug for en pause. På Skoleskibet Danmark indgår du i et fællesskab, hvor du hele tiden skal tage hensyn, kommunikere og samarbejde – også når man er træt eller uenig om noget,” lyder det fra Andreas, som fortsætter:
”At være en del af sådan et fællesskab gør, at man får øje på nogle sider af sig selv, man måske ikke kendte i forvejen. Jeg lærte for eksempel, at jeg godt kan fungere i en gruppe med meget forskellige mennesker, og at man ikke behøver ligne hinanden for at arbejde godt sammen. Vi elever var alle på lige fod uanset alder, baggrund eller erfaring. Det kunne jeg godt lide.”
En anderledes hverdag
Hverdagen ombord på Skoleskibet Danmark starter tidligt og følger faste rutiner. Hver morgen skal hængekøjerne således pakkes væk for at give plads til undervisning og fællesspisning i banjerne, og eleverne deltager i rengøring, vedligeholdelse og vagttjeneste. De maritime færdigheder er desuden en central del af opholdet. Eleverne lærer at binde knob og stik, splejse tovværk, håndtere sejl og udføre daglig vedligeholdelse på skibet. Men der bliver også undervist i teori og sikkerhed, og for besætningen stilles der høje krav til, at eleverne forstår hele skibets funktion – ikke kun de synlige opgaver på dækket.
“Man får en grundlæggende forståelse for, hvordan et skib fungerer, og hvordan man bidrager til, at det hele kører. Vi fik hurtigt ansvar for vores egne opgaver, og man lærer at gøre tingene ordentligt, fordi det har betydning for alle andre ombord.”
Et tiltrængt afbræk
På turen med Skoleskibet Danmark besøgte Andreas og de andre elever flere havne i både Danmark og udlandet. Togtet, som strakte sig over tre måneder, omfattede stop i blandt andet Bantry Bay, en bugt beliggende i County Cork, Irland, og Reykjavik i Island. Her var der rig mulighed for at opleve både lokale kulturer og få et tiltrængt afbræk.
”At komme i land i Reykjavik var en kærkommen pause fra det intense liv ombord, hvor dagene er fyldt med arbejde og faste rutiner. Byen var hyggelig og anderledes, men det var naturen omkring, der virkelig fangede mig. At udforske det åbne landskab og se de varme kilder og vulkaner gav mig en følelse af at være langt væk fra alt det vante.”

Nye venskaber
Under min snak med Andreas fremhæver han især det sociale som noget af det mest givende ved at være af sted. Når 80 elever bor tæt i banjerne, løser opgaver i hold og deler vagtordninger døgnet rundt, er det svært ikke at lære de andre at kende, og man opbygger et tæt forhold til hinanden. Og ifølge Andreas var det netop det, der gjorde opholdet særligt.
“Jeg var sammen med de andre stort set hele tiden – både under arbejde og i fritiden. Det betød, at jeg virkelig lærte dem at kende, og vi fik et tæt fællesskab. Selvom der kunne opstå små gnidninger, var det mest med til at styrke samarbejdet og gøre, at vi fandt gode løsninger sammen. Det sociale ombord var en af de ting, jeg satte pris på. Jeg har efter togtet fået nye venner, som jeg stadig ser, og som jeg nok ikke var stødt på i andre sammenhænge,” slutter Andreas med stor glæde i stemmen.
Læs resten af september-avisen her























