Kristian Lenz ønsker, at osteopati bliver førstevalget for flere danskere, da han har en række ekstra værktøjer til at finde årsagen til smerte, som han som fysioterapeut ikke kendte til.
Når ryggen gør ondt, eller kroppen brokker sig, søger de fleste af os sundhedsfaglig hjælp. Men ofte prøver vi forskellige behandlingsformer og opsøger en række specialister, før vi overvejer osteopati.
Det vil Kristian Lenz, autoriseret osteopat og partner i OsteoDanmark i Hasserisgaardcenteret på Skelagervej, gerne lave om på.
“Jeg ville ønske, at folk tænkte på os som noget af det første, de gik til, i stedet for som syvende eller ottende valg,” siger Kristian Lenz, der ser et stort potentiale i, at flere danskere vælger osteopati tidligt i behandlingsforløbet.
”Vi er stadig lidt den nye dreng i klassen – lidt som kiropraktorerne var i starten af 90’erne. I dag kender alle til det og opsøger selv kiropraktor, når man har ondt,” siger han.
Flere værktøjer
Kristian Lenz mener, at flere i stedet bør overveje at opsøge osteopater tidligere, da osteopati tilbyder en endnu bredere værktøjskasse. Han er selv, ligesom kollegaerne i OsteoDanmark, oprindeligt uddannet fysioterapeut, men han forklarer, hvordan han ofte ramte en mur fagligt, når de sædvanlige behandlingsmetoder ikke gav de forventede resultater.
“Vi havde rigtig mange gode værktøjer med fra fysioterapeutuddannelsen, men jeg oplevede ofte, at jeg manglede noget, når de klassiske øvelser ikke virkede,” fortæller Kristian. “Det var enormt frustrerende – både for mig og for patienten.”
Denne frustration drev ham til at søge efter mere viden og bedre løsninger, hvilket ledte ham til osteopatien. “Desto længere jeg nåede med osteopatien, desto mere mening gav det,” siger han.
Kristian valgte derfor at tage en ny uddannelse i osteopati, som han selv måtte finansiere, for at udvide sin faglige værktøjskasse og kunne hjælpe endnu flere patienter.
”Det har været en fantastisk god investering,” smiler han.
Smertens årsag
Kristian forklarer, at mange tror, at osteopati er noget med knogler, men det handler om meget mere end det. Han sammenligner osteopati med at skifte en pære i en lampe.
“Når lampen stadig ikke virker, selvom man har skiftet pæren, skal man måske kigge i relæet for at finde fejlen. Det er i bund og grund det, vi osteopater gør – vi skifter ikke bare pæren, men ser på, hvorfor lampen ikke virker,” forklarer han.
En osteopat ser typisk på hele kroppens funktion og undersøger, hvordan forskellige dele påvirker hinanden. Behandlingen kan inkludere alt fra led- og muskelmanipulation til arbejde med organer og nervesystemet. Målet er at forstå og behandle de underliggende årsager til smerte og ubehag, fremfor blot at symptombehandle.
Han giver et eksempel, mange kan relatere til: “Hvis man har problemer med hjertet, kan man opleve smerter i armen. Derfor er det vigtigt at undersøge hele kroppen for at finde den egentlige årsag til smerterne, som kan komme fra et helt andet sted.”
Mangel på osteopater
Kristian er partner i OsteoDanmark, der åbnede klinik i Hasserisgaardcenteret i august 2022. I starten krævede det en del markedsføring at få fat i patienterne, men nu oplever osteopaterne, at flere er begyndt at få øjnene op for fordelene ved osteopati.
“Vi ser mange nye patienter, der kommer til os på grund af anbefalinger fra tidligere tilfredse patienter,” fortæller Kristian, der er glad for den øgede tilgang af patienter, men påpeger, at det også medfører en ny udfordring for OsteoDanmark:
“Vi har travlt og oplever stigende efterspørgsel, men vi mangler kollegaer,” siger han. Dette problem blev særligt tydeligt, da de den 1. juni 2024 åbnede en afdeling i Hjørring på grund af stor efterspørgsel.
“Vi har haft nok at se til deroppe, men vi ville ønske, at vi kunne finde flere osteopater – det er bare svært lige nu.”
En af årsagerne er, at osteopater først fik deres autorisation i Danmark i 2018, og derfor tilbydes der ikke endnu en osteopat-uddannelse her. Kristian og hans kolleger har derfor taget deres uddannelse i Belgien og England, hvilket betyder, at de selv måtte betale for den fireårige overbygning. Uddannelsen kræver også en forudgående uddannelse som fysioterapeut, kiropraktor eller læge, og ifølge Kristian kan det være udfordrende at skulle tilbringe flere år på skolebænken, efter allerede at have brugt 3,5 år på at blive fysioterapeut.
“Men det er alligevel godt, at det er en krævende uddannelse, for det betyder, at vi osteopater med ro i maven kan sige til patienter, at vi har styr på tingene,” tilføjer han.
Førstevalg
Kristian Lenz og hans kolleger hos OsteoDanmark arbejder fortsat på at gøre osteopati til et naturligt førstevalg for endnu flere – især for dem, der ikke har kunne få hjælp andre steder.
”Vores største styrke er at hjælpe dem, der har prøvet mange andre behandlinger uden held, og hvor en scanning måske ikke viser noget. Vi fokuserer på at finde årsagen til smerterne, uanset om det er i ryggen, knæet eller andre steder,” siger Kristian. Han tilføjer, at osteopati også kan være effektiv mod mere diffuse problemer som mave- og menstruationssmerter.
Kristian håber, at osteopati, som allerede er en integreret del af sundhedsvæsenet i lande som Polen og Italien, end dag vil få samme status i Danmark. Det er et skridt i den rigtige retning, at private sundhedsforsikringer er begyndt at dække hele eller dele af behandlingen, og at Sygeforsikring “danmark” også giver tilskud.
Kristian mener, at hvis flere patienter vælger osteopati tidligt i deres behandlingsforløb, kan det gøre en stor forskel og forhindre, at problemer bliver værre. På sigt kan det måske også ændre, hvordan vi helt generelt håndterer smerter og helbredsproblemer.