Et af de mest efterspurgte ønsker fra Aalborg Karnevals gæster er bedre mulighed for at planlægge dagen i Kildeparken. Derfor har arrangørerne bag nu offentliggjort en detaljeret tidsplan for alle optrædenerne på Stjernescenen.
“For mange er det vigtigt at få det meste ud af dagen. De planlægger forfesten med morgenmad, hvor de skal starte i paraden, hvem de skal gå med, og ikke mindst hvad de er udklædt som. Men de vil også rigtig gerne planlægge den sidste del af karnevalsoplevelsen i Kildeparken,” lyder det fra talsperson bag Aalborg Karneval, Jeanett Kaare.
Derfor har Aalborg Karneval nu offentliggjort de estimerede tider for både musik og kroning af dronning Tessa – blandt andet for at sikre en uforglemmelig karnevalsoplevelse.
“Vi har lyttet til vores gæster og ønsker at give dem den bedst mulige oplevelse. Ved at offentliggøre tidsplanen for kunstnernes optrædener, kan karnevalisterne nu planlægge hele deres dag og sikre, at de oplever deres favoritartister.”
Paraden, som over 100.000 deltager i, starter fra Nørresundby kl. 10.00. Østerport kl. 10.30 og Vestbyen kl. 11.00. Kildeparken åbner kl. 11 og lukker kl. 23.
Stjernescenens fulde program
- 12:00: Den første del af Paraden ankommer til Kildeparken
- 13:00: Åbning af Stjernescenen ved konferenciererne Nikkie & Laila fra Spice på P3
- 14:30: Thor Farlov
- 15:40: Specktors
- 17:00: MAS
- 18:00: Tessa, årets karnevalsdronning
- 19:30: Artigeardit
- 20:25: Faustix
- 21:10: CRASKIN
- 22:00: Ude Af Kontrol
- 22:55: Afslutning ved Nikkie & Laila
Tidspunkterne er estimerede, og Aalborg Karneval gør opmærksom på, at programmet kan ændre sig i løbet af dagen.
“Vi ved, at mange ser frem til årets fest, og billetsalget går strygende. Vi opfordrer derfor alle til at komme tidligt for at få den fulde oplevelse af dagens program,” slutter Jeanett Kaare.





















