Aalborg Kommune klarer sig bedre end de øvrige store byer i Danmarks Idrætsforbunds nye undersøgelse af idrætsforeningernes rammer og vilkår, men med en placering som nr. 51 ud af landets kommuner er der ifølge SIFA-formand Ole Nielsen stadig plads til forbedring.
Danmarks Idrætsforbunds har netop offentliggjort undersøgelsen ”Idrætsforeningernes rammer og vilkår”, der ud fra en række parametre analyserer forholdene i landets kommuner. Her placerer Aalborg sig midt i feltet – og med SIFA-formand Ole Nielsens ord ’med god plads til forbedring’.
Sammenligning med de store byer
I andre sammenhænge sammenligner Aalborg sig ofte med København, Aarhus og Odense. Hvis vi benytter samme tilgang her, kan vi ifølge Ole Nielsen glæde os over, at Aalborg fra en overordnet betragtning klarer sig bedst af de fire kommuner. En placering som nr. 51 er ganske flot, når man sammenholder med de øvrige tre, der har klumpet sig sammen mellem nr. 87 og 93.
Plads til forbedring
”Ser vi på nogle af de parametre, der danner baggrund for den samlede placering, klarer Aalborg sig markant bedre end de øvrige store kommuner. For eksempel er Aalborg bedre end både København, Aarhus og Odense, når det gælder idrætslivets samarbejde med kommunen, tilskudsmuligheder, kommunale tiltag og idrætsrelaterede driftsudgifter pr. indbygger. Sammenligner vi med alle danske kommuner, har Aalborg imidlertid i mindre grad grund til at have armene oppe over hovedet, for samlet set er der for de fleste parametres vedkommende tale om en placering midt i feltet. Ikke prangende og frem for alt med god plads til forbedring,” siger Ole Nielsen.
Styrket samarbejde og frivillighed
Som SIFA-formanden anskuer tingene, vil Aalborg kunne forbedre sin rangering ved at investere mere i idrætsområdet, styrke det kommunale samarbejde med foreningerne, gøre tilskuddene lettere tilgængelige, iværksætte flere målrettede tiltag – og lære af de bedste kommuner.
”I relation til et styrket samarbejde med foreningerne handler det ikke mindst om at inddrage dem endnu mere i beslutningsprocesserne, skabe faste dialogfora og generelt gøre det lettere for foreningerne at få kontakt til relevante kommunale medarbejdere. Vi har forståelse for, at pengene skal være til stede i kommunekassen, men meget handler jo om prioritering. I den sammenhæng kan øgede kommunale driftsudgifter til idræt være med til at sikre Aalborg en placering lægge oppe på skalaen. Det samme kan forbedrede tilskudsmuligheder – ikke kun forstået som flere penge til klubberne, men nok så meget den nemmest mulige og mest transparente ansøgningsproces – og så selvfølgelig at de kommunale kroner kommer i spil i både store og små idrætsforeninger,” pointerer Ole Nielsen.
Endnu et vigtigt område er en målrettet indsats for styrkelse af frivillighed og fortsat medlemsudvikling, for det er tydeligt, at de idrætsligt bedste kommuner i landet også leverer stærke resultater, når det gælder disse punkter. Her kan Aalborg komme langt ved i endnu højere grad at støtte rekruttering og fastholdelse af frivillige.
Kommunale haltilbud har betydning
Ole Nielsen siger videre, at tilstrækkelige kommunale haltilbud selvfølgelig også spiller ind, når idrætten vurderer en kommune:
”For Aalborgs vedkommende kan vi glæde os over, at der er fundet penge til en ny hal ved Sofiendalskolen, ligesom politikerne har erkendt behovet for en ny hal i Gug og tilbygning til hallen i Storvorde. Erkendelse er dog ikke helt nok, så vi håber, de kommende år må vise en positiv udvikling flere steder i kommunen.”
Udviklingen over tid
Det er fjerde gang, DIF rangerer landets kommuner og ser man på den samlede vurdering af Aalborg fra valgårene 2013 over 2017 og 2021 til i år, er en negativ udvikling desværre temmelig åbenlys: Fra en placering som nr. 19 over en 31.- og en 38.-plads til altså nu nr. 51.
”Hvis man sammenligner med den opgørelse, som de landsdækkende idrætsorganisationer DIF og DGI offentliggjorde i foråret, er der tale om en udvikling, der går stik modsat det, der sker i idrætsforeningerne i Aalborg Kommune. Her har der nemlig for femte år været en stigning i antallet af medlemmer – fra næsten 76.000 i 2020 til over 86.500 fem år senere,” siger Ole Nielsen, der har et klart budskab til politikerne:
”Hvis vi for alvor skal placere os som Danmarks idrætsby nummer ét, er der grund til at lægge sig i selen. Og det er også her påkrævet, at politikere og embedsværk formår at samarbejde på tværs af kommunens forvaltninger. Som altid er det et emne, som SIFA gerne tager en dialog om og gør en indsats for, for som paraplyorganisation for 211 idrætsklubber med godt 77.000 medlemmer er det vores vigtigste opgave at skabe de bedste forhold for idrætten i det, der med tiden godt kan blive landets bedste idrætskommune.”
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077





















