Har du styr på reglerne for nytårsforsættets abonnementer? Advokat Tommy Olesen guider dig her igennem de juridiske faldgruber, så du undgår uventede økonomiske forpligtelser.
Af Tommy Olesen, advokat og partner
Haugaard | Braad Advokatpartnerselskab
Når vi vinker farvel til året, der gik, og samtidig byder et nyt velkomment, er det som regel en sekvens præget af fejring, taknemmelighed og måske et håb om forandring.
I naturlig forlængelse af sidstnævnte tyer mange til nytårsforsættet, der ofte bruges som et sprængbræt til at sætte sig mål for det kommende år. Her kan som ivrige gengangere nævnes fitnessabonnementet, kurser og andre former for medlemskaber.
Selvom det kan virke som en enkel beslutning, er der flere juridiske faldgruber, der kan få betydning for din økonomi. Det er derfor vigtigt at forstå reglerne, der knytter sig til abonnementer og bindinger, samt hvad du skal være opmærksom på, hvis du ønsker at fortryde eller opsige aftalen.
Her finder du en guide til de vigtigste juridiske aspekter, du bør kende.
Læs aftalen grundigt
Mange fitnesscentre og kursusudbydere tilbyder i starten af året abonnementer, der indledningsvist kan fremstå attraktive og fleksible. Derudover er det ikke uhørt, at virksomheder lægger såkaldte abonnementsfælder på sociale medier og i online reklamer. Det er her særligt vigtigt at være opmærksom på ”det med småt”, da aftalerne kan indeholde vilkår, der binder dig og kan forpligte dig til at betale i en bestemt periode.
Hvis ikke det fremgår tydeligt, at du binder dig til en aftale, der medfører omkostninger, er du ikke bundet af aftalen.
Før du skriver under på en aftale, bør du dog under alle omstændigheder sikre dig følgende:
- Aftalens karakter: Er der tale om en løbende eller tidsbegrænset aftale? En løbende aftale stopper ikke før opsigelse, hvorimod en tidsbegrænset aftale gælder indtil udløbet af en bestemt periode.
- Bindingens længde: Hvor lang tid du er bundet til aftalen, og om det er muligt at opsige tidligt.
- Opsigelsesbetingelser: Hvornår og hvordan du kan opsige aftalen. Det kan f.eks. være, at du skal opsige et bestemt antal måneder før aftaleperioden udløb for at undgå yderligere betaling, ved at der automatisk påbegyndes en ny aftaleperiode.
- Eventuelle gebyrer ved tidlig opsigelse: Hvis du ønsker at afslutte medlemskabet før tid, kan der være betalingspligtige gebyrer.
Opsigelse
Virksomheder kan normalt binde dig som forbruger i 6 måneder. Dette indebærer en ret til at opsige løbende aftaler efter 5 måneder med 1 måneds varsel til udgangen af en måned.
Desuden skal det ifølge forbrugerombudsmanden være lige så nemt at opsige en aftale som at indgå den. Virksomheder må derfor som udgangspunkt ikke stille formkrav til, hvordan dit abonnement eller medlemskab skal opsiges. Af bevismæssige årsager vil det dog være fornuftigt at opsige din aftale skriftligt.
I det tilfælde hvor virksomheden ikke opfylder sin del af aftalen, har du ofte mulighed for at opsige dit abonnement uagtet aftalte bindingstider og opsigelsesvarsler.
Fortrydelsesretten
Bliver nytårsforsættet alligevel for ambitiøst, eller har du ladet dig influere til noget, som du fortryder, så frygt ej. Ifølge forbrugeraftaleloven har du som udgangspunkt 14 dage til at fortryde dit køb, når du handler på nettet. Fortrydelsesfristen løber fra bestillingen, når der er tale om abonnementer, kurser mv., og du kan annullere aftalen uden at angive en begrundelse. Her skal du imidlertid holde dig for øje, at hvis du tager abonnementet i brug inden for 14 dage fra bestilling, fortaber du din fortrydelsesret.
Hvis du tegner et abonnement ved fysisk tilstedeværelse, f.eks. i fitnesscentrets reception, har du ikke en lovbeskyttet fortrydelsesret. Denne skal da bero på en aftale mellem dig og udbyderen af abonnementet.
Alt i alt er det derfor vigtigt at:
- Tjekke dine rettigheder grundigt i forbindelse med fortrydelse, så du er klar over, hvornår og hvordan du kan annullere.
- Vær opmærksom på særlige regler for fysiske medlemsaftaler, som ikke nødvendigvis giver fortrydelsesret, hvis du allerede har brugt tjenesten.
Ændring af vilkår
Desuden er det vigtigt, at du er opmærksom på forbehold om ændringer i dit abonnement og at udbyderen af dit kursus eller din medlemsaftale ikke kan være bundet af aftalen til evig tid. Det er derfor ikke utænkeligt, at virksomheden vil ændre visse aftalevilkår.
Et typeeksempel er væsentlige prisstigninger, som skal varsles individuelt og i rimelig tid, før de træder i kraft. På den måde får du mulighed for at komme ud af aftalen, inden ændringerne får økonomisk betydning for dig.
Har virksomheden forpligtet sig til en fast pris i en bestemt periode, vil prisen ikke kunne hæves.
Undgå faldgruberne
Nærværende klumme har forhåbentlig givet dig nogle nyttige og anvendelige råd, således du bekymringsfrit kan hoppe ned fra stolen og ind i det nye år.
Her venter for mange konsekvensen af nytårsforsættet, der tit og ofte udmønter sig i et nyt medlemskab, abonnement eller lignende. I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på diverse juridiske faldgruber, som kan opstå i forhold til utilsigtede bindingsperioder osv.
Sørg derfor for, at du ved, hvad du skriver under på, så du kan fokusere på at opnå dine mål uden at blive holdt som gidsel af uventede juridiske komplikationer.
Har du spørgsmål eller kommentarer, kan du kontakte Tommy Olesen via e-mail på to@haugaardbraad.dk.





















