Klima- og Miljøudvalget i Aalborg Kommune vægter Plusbussens fremkommelighed over bilisters adgang til Midt- og Vestbyen.
Som vi fortalte i en artikel i maj-udgaven af Hasserisavis.dk besluttede By- og Landskabsudvalget på et møde den 13. marts 2025 at lempe visse af de trafikale restriktioner i Midt- og Vestbyen.
Det drejer sig om følgende ændringer:
- Fjernelse af højresvingsforbud fra Jyllandsgade til Niels Ebbesens Gade.
- Venstresving fra Jernbanegade til Danmarksgade tillades.
- Krydsning af Boulevarden mellem Vingårdsgade og Brandstrupsgade tillades. Højresving fra Vingårdsgade til Boulevarden fastholdes.
- Kørsel i nordlig retning fra Vendelbogade over Borgergade tillades.
Klima- og Miljøudvalget indbudt til drøftelse
Inden endelig beslutning ønskede udvalget dog at høre Klima- og Miljøudvalget.
Den 8. maj 2025 blev der derfor afholdt et fællesmøde mellem By- og Landskabsudvalget og Klima- og Miljøudvalget. Fra Klima- og Miljøudvalget mødte dog kun Anna Aaen (EL), Bjarne Jensen (S), Michael Simonsen (LA) og Helle Frederiksen (S) op, mens Daniel Nyboe Andersen (R), Søren Kusk (S) og Daniel Borup (V) var fraværende.
Til fællesmødet havde Klima- og Miljøudvalget fremsendt sine kommentarer, som fremgår af sagsbeskrivelsen til mødet (kan læses på aalborg.dk, red.).
Klima- og Miljøudvalget indleder med at henvise til, at Plusbussen siden starten i 2023 har udviklet sig til ‘et højklasset kollektivt trafiktilbud’.
Mere bilisme er en ulempe for alle
Herefter skriver man: ”Overordnet set vil ændringerne fjerne en del trafikale restriktioner i Aalborg Midt- og Vestby, og umiddelbart vil dette mindske gener og omvejskørsel for bilister. På Kastetvej vil resultatet blive mere biltrafik, som alt andet lige vil mindske fremkommeligheden for Plusbussen. I Midtbyen vil resultatet være flere biler, som skal gennem Vingårdsgade. Det vil ikke kun være en ulempe for den kollektive trafik, men givetvis også resultere i kødannelser for bilisterne, da den begrænsede kapacitet i Vingårdsgade skal håndtere en øget trafikmængde.”
Plusbussen årsag til restriktionerne
Klima- og Miljøudvalget påpeger, at restriktionerne i Midt- og Vestbyen netop blev indført for at sikre fremkommeligheden for Plusbussen, idet udvalget mener, at det er afgørende for, at Plusbussen kan tiltrække passagerer. Desuden påpeger man fra udvalgets side, at idriftsættelsen af det nye universitetshospital i 2026 forventes at øge passagerantallet for Plusbussen. Man oplyser, at Klima- og Miljøudvalget, sammen med Nordjyllands Trafikselskab, er i gang med at sikre den fremtidige kapacitet på Plusbussen fra 2026 for dermed at undgå, ”at Plusbussen bliver overfyldt, forsinket og upålidelig, når det nye universitetshospital åbner.“
Manglende datagrundlag
Klima- og Miljøudvalget påpeger, at de ændringer, som By- og Landskabsudvalget har besluttet, er sket uden datagrundlag, og man foreslår derfor, at der “bliver lavet en trafiksimulering, som kan sikre et mere robust beslutningsgrundlag.”
Ønsker en evaluering efter et år
Notatet fra Klima- og Miljøudvalget slutter med følgende forslag: ”Det vil som sagt være umuligt at beregne ændringernes betydning for kollektiv trafik. Da de foreslåede ændringer kan få stor betydning for den kollektive trafik, foreslår Klima- og Miljøudvalget desuden – hvis ændringerne iværksættes – at ændringerne evalueres efter et år, og at man herefter tager stilling til, om der skal foretages en tilbagerulning eller andre ændringer, som kan afværge eventuelle uheldige konsekvenser for den kollektive trafik.“
Ingen endelig beslutning
Af referatet af fællesmødet fremgår blot, at punkt 3.: Drøftelse af trafikale restriktioner i Midt og Vestbyen ”drøftedes“. Der blev altså ikke truffet nogen beslutninger eller aftaler om det videre forløb i sagen. Det må antages, at det videre forløb vil blive besluttet på et senere møde i By- og Landskabsudvalget.
Uenighed mellem de to udvalg
Men det kan konkluderes, at de to udvalg på ingen måde er enige, idet Klima- og Miljøudvalget har vægtet hensynet til den kollektive trafik – og i særdeleshed Plusbussens fremkommelighed – meget højt, mens By- og Landskabsudvalget har forsøgt at balancere hensynet til bilisterne og brugerne af den kollektive trafik.
Læs resten af juni-udgaven i vores arkiv.





















