Efter mere end et års sagsbehandling har Aalborg Kommune godkendt byggetilladelsen til villaen på Hasserisvej 134, som står over for en totalrenovering.
Arbejdet med at sætte den historiske villa på Hasserisvej 134 i stand er nu gået i gang. Ejendommen på 357 kvadratmeter med 200 kvadratmeter kælder, der blev opført i 1910 og i en årrække har været anvendt som kontorhotel, blev i efteråret 2024 købt af Karsten Stadsing for 13.995.000 kroner med henblik på at blive familiens private bolig.
Med byggetilladelsen på plads i november kunne håndværkerne i midten af december gå i gang efter en længere myndighedsproces.
”Byggetilladelsen blev endeligt godkendt af Aalborg Kommune i november efter mere end et års behandling, og derfor kunne vi tage hul på totalistandsættelsen”, fortæller Karsten Stadsing.
Samtlige rum helt renses ned
Renoveringen indebærer en gennemgribende istandsættelse af villaens indre. Indvendigt er bygningen nu ved at blive renset helt ned til råvæggene, hvorefter rummene opbygges på ny.
”Indvendigt river vi helt ned, og derefter bliver de enkelte rum bygget op igen. Målet er at fjerne de spor, som tiden som erhvervsejendom har efterladt, og føre huset tilbage til sit oprindelige udtryk som privat bolig.”
Facade og materialer genskabes
Også udvendigt gennemgår ejendommen en omfattende istandsættelse. Tag, vinduer og murværk fornyes, men i tråd med villaens oprindelige arkitektur.
”Udvendigt får huset nyt tag, nye vinduer og murværk, men det hele bliver udført, så bygningen fremstår i sin oprindelige form.”
Samtidig er der planer for at genskabe den have og parklignende grund, som oprindeligt hørte til ejendommen.
”Vi vil gerne forsøge at genskabe den oprindelige park bag huset. Vi har kigget på gamle arkivbilleder for at komme så tæt på det oprindelige udtryk som muligt.”
Renoveringen sker i samarbejde med Streg Arkitekter i Aarhus, som bistår med at sikre, at både materialevalg og arkitektoniske løsninger ligger tæt op ad villaens oprindelige udtryk.
Klar til indflytning i 2027
Da planerne for ejendommen blev offentliggjort, var forventningen, at arbejdet kunne afsluttes i 2026. Tidsplanen er dog siden blevet justeret.
”Målet er, at vi står færdige i januar 2027”, slutter Karsten Stadsing.
Når arbejdet er afsluttet, bliver villaen familiens private hjem. Karsten Stadsing, hans hustru Tina og parrets tre børn har siden 2006 boet i Hasseris Enge, men ser frem til at flytte tættere på byen og ind i den historiske ejendom på Hasserisvej.
Læs resten af februar-avisen her
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077





















