Aalborg Kommune har besluttet, at der skal igangsættes en byudviklingsplan for Vestbyen, og en ny kommunal fordebat er sat i gang. Kommunen søger nu input fra beboere i området til at lave planerne for fremtidens Vestby og Mølholm.
Der er allerede fuld gang i byudviklingen i Vestbyen, hvor der er flere projekter på vej i og i nærheden af bydelen.
Nogle af dem er allerede besluttet og vil blive anlagt i nær fremtid, mens andre stadig er under udvikling. Fælles for dem er, at de får en indflydelse på Vestbyens udvikling.
Af kommende projekter kan der blandt andet nævnes: Plusbussen, omdannelse af Limfjordsværftet, Spritten og Sygehus Nord & Gåsepigen. Tiden er derfor inde til at kigge på bydelen ud fra et helhedsperspektiv.
Formålet med den nye fordebat er at få debatteret den samlede udvikling i Vestbyen, herunder de mange udviklingsområder i bydelen samt særlige temaer vedrørende parkering, klimatilpasning og områderne langs fjorden.
Gaderne i Vestbyen
Vestbyens gader bruges i dag primært til bilparkering. Bynaturen og de grønne områder er under pres og i takt med flere skybrud og stigende grundvand, vil der blive behov for større arealer, hvor regnvandet i perioder kan opsamles fx i plantebede ude i gaderne eller i gårdrummene.
Mere beplantning i gaderne kan også gøre gaderne mere grønne og hyggelige at færdes og opholde sig i.
For at det kan lade sig gøre, skal mange af bilerne parkere et andet sted. Det kunne være i centrale p-huse i kanten af bydelen ved Annebergvej, Haraldslund, Fjordmarken, Skydebanevej eller andre steder. Det vil ikke være gratis at parkere, men til gengæld kan gaderne bruges til andre ting.
Limfjorden ved byen
De rekreative områder langs fjorden spiller en stor rolle for Vestbyen. De forbinder bydelen med fjorden og udgør en vigtig rekreativ forbindelse.
Her kommer mange af bydelens beboere for at slappe af, men det helt særlige miljø tiltrækker også mange andre, der kommer her for fx at gå tur, spise eller dyrke forskellige fritidsaktiviteter på og ved fjorden.
Samtidigt udgør den stigende vandstand i fjorden en udfordring visse steder i området.
I takt med at områderne langs fjorden er blevet mere populære og at vandstanden stiger, skal områdernes rekreative kvaliteter, adgangen til fjorden og kystsikring styrkes.
Senest er der afholdt en arkitektkonkurrence for klimatilpasning af området ved Skudehavnen og Vestre Bådehavn.
Kommunen vil høre dit synspunkt
Områderne ved Vestbyen og Mølholm er tæt forbundet af de rekreative fjordarealer, og byudviklingen skal derfor ses i sammenhæng.
Bydelen står overfor en række forandringer, derfor vil Aalborg Kommune gerne høre beboernes ideer til bydelens udvikling.

A. Limfjordsværftet
På Limfjordsværftets arealer skal der ske noget nyt. Der lægges op til en kombination af boliger og erhverv, gerne med tilknytning til det maritime miljø.
Hvad er det vigtigt for dig at området indeholder i fremtiden?
B. Fjordparkerne
Vestbyen skal sikres mod den stigende vandstand ved klimatilpasning af området mellem byen og fjorden.
Der er også tanker om at etablere fjordklubhus og mødesteder samt nedlægge en del af gadeparkeringen og bygge et p-hus til bydelen.
Hvad synes du om den idé?
C. Mølholmparken
Der er ønske om at bygge butikker på erhvervsområdet ved Nordens arealer. Der kan ikke bygges fx boliger eller kontorer i området pga. lugten fra renseanlægget.
Hvad synes du området skal bruges til i fremtiden?
D. Annebergvej
Væddeløbsbanen og rideklubben ønsker at flytte sammen og samle deres stalde mv., så der kan bygges fx boliger og et p-hus til Vestbyen langs nordsiden af Annebergvej.
Hvad synes du der skal være langs Annebergvej?
E. Skydebanevej
Skydebanevej er i dag præget af offentlige institutioner og rekreative fritidsfaciliteter, men bliver tættere forbundet til centrum med Plusbus forbindelsen. Det giver mulighed for også at planlægge for blandet byfunktioner i området.
Skal nye funktioner som boliger og butikker være med til at tegne Skydebanevej?
F. Haraldslund
Efter lukningen af biblioteket og etableringen af den nye forplads, er der behov for at styrke hele området som mødested. Der er ønsker om flere aktiviteter og en tennishal – måske endda et parkeringshus.
Hvilke aktiviteter vil du gerne have her i fremtiden?
Send dit input
Aalborg Kommunes fordebat er i offentlig høring fra 16. januar til 13. februar 2023, og her ønsker de ekspertviden fra beboerne i området:
Hvad skal områderne langs Skydebanevej og Annebergvej kunne indeholde i fremtiden?
Hvordan vil du gerne kunne bruge områderne langs fjorden i fremtiden?
Hvordan vil du gerne kunne bruge bydelens gader og gårdrum i fremtiden?
Har du bemærkninger til disse spørgsmål, eller er der andre forhold, som du mener, der bør belyses i den videre planlægning, så send dem til Aalborg Kommune, så de kan indgå i det videre arbejde.
Alle indsendte idéer, bemærkninger og forslag vil blive taget med i en samlet fremlæggelse og politisk behandling i By- og Landskabsudvalget, hvor der tages stilling til den videre planlægning. Opsamlingen vil blive taget med som input i udarbejdelsen af en byudviklingsplan og kommuneplantillæg.
Et forslag til planen vil derefter blive udsendt i 8 ugers offentlig høring.
Du kan fremsende idéer, synspunkter og forslag til By- og Landskabsforvaltningen, Byudvikling og Byggeri. De skal være modtaget senest d. 13. februar 2023 sendt via knappen “Skriv en kommentar” i højre side på den digitale plan eller via kontaktformularen.





















