Den franske forfatter Marcel Proust opstillede for cirka 130 år siden 37 spørgsmål, som den dag i dag bliver brugt, når en samtale eller et interview skal have særlig dybde. Vi tager spørgsmålene med på visit hos spændende mennesker, som bor eller arbejder inden for Hasseris Avis’ dækningsområde. Den næste, der tager imod, er Martin Nielsen – blandt andet kendt for sit engagement i Spritten og som en ivrig kunstsamler.
Af Steen Bjerre
Martin Nielsen – idémanden bag den nye Aalborg-bydel Spritten – trækker syv Marcel Proust-kort fra bunken.
Nr. 21: Hvem er din yndlingskunstner?
Skal jeg vælge kun én, så er det den tysk-østrigske maler, billedhugger og grafiker George Baselitz. Allerede i 60’erne flyttede han grænserne for maleriets muligheder, og årtier senere var han inspiration for de neoekspressionistiske tyske kunstnere ”die Jungen Wilden”. Og så er han berømt for at male billeder på hovedet – altså ikke bare vende dem om, når de er færdige, men decideret male dem på hovedet. Det er virkelig en anderledes tilgang, for alt skal jo tænkes omvendt.
I dag er Baselitz 84 år, men stadig aktiv og med sin vildskab intakt. Faktisk er han blevet endnu mere provokerende på sine gamle dage. Han anses for at være en ægte revolutionerende kunstner, og det er faktisk ret sjældent at møde. Det er ikke ofte, at man kan opfinde noget, der er helt nyt, men det har han gjort.
Men egentlig er det et umuligt spørgsmål at svare på, når man har samlet på kunst i 30 år. Alle de værker, jeg har, er af mine yndlingskunstnere. Ellers ville jeg jo ikke have dem.
Det er ret skægt, for det med interessen for kunst er kommet snigende. Indtil 1992 havde jeg aldrig været på et galleri eller et kunstmuseum – selvom jeg var 24-25 år. Så købte vi vores hus, hvor vi stadig bor, og vi syntes ikke rigtigt, at det duede med IKEA-plakater på væggene. Jeg havde på det tidspunkt kendt galleriejer Kent Wolfsen i mange år, men aldrig købt noget af ham. Jeg tror egentlig, han have opgivet at sælge mig noget. En dag gik jeg hen på hans galleri for at hilse på ham og da så to værker af den danske billedkunstner Erik Bille Christiansen. Kent kunne ikke undgå at opfange min interesse og sagde ”Ka’ du li’ dem?! – så har jeg et mere ude i bilen”. Dengang boede vi to voksne og to børn på et og to år i et soveværelse og otte kvadratmeter tekøkken, for vores nye hus var midt i en kæmpestor ombygning. Der var håndværkere over det hele. Så kom Kent, og sammen fandt vi ud af, hvor de tre malerier skulle hænge, når engang huset var færdigt. Jeg havde allerede dengang besluttet mig for, at jeg ikke skulle have mere, end hvad der umiddelbart kunne hænge på væggene eller stå på gulvene, men derfra gik det jo sådan set helt galt. Det udviklede sig til noget, som du vist godt kan kalde ludomani på højt plan.
Jeg er stadig bare en krølhåret tømrer fra Klarup, men undervejs har jeg fået en fornemmelse for sne ved at se rigtig meget kunst. For mig handler kunst om, at det skal kunne noget. Som det er blevet sagt: ”Art should comfort the disturbed and disturb the comfortable”. Kunstens største problem er, at folk tror, de skal kunne forstå den, men det er ikke meningen. Kunst skal føles, ikke forstås. Og så skal kunst og kunstnere sætte dagsordenen. Det sker for eksempel, når den chilensk-danske kunster Marco Evaristti maler værker, hvori der indgår blod fra nogle af de uhyggeligt mange børn, der går til i Bangkoks trafik – og der pludselig kommer stærkt politisk fokus på trafiksikkerhed i den thailandske hovedstad.
Det er også kunsten som drivkraft, vi har arbejdet med på Spritten. Aalborg er egentlig ikke en by, der er tilstrækkeligt stor til de ting, vi gerne vil have til at indgå i den nye bydel, men takket være stor kunst, kan der skabes trafik, som også kommer de andre elementer til gode. Det er samme mekanisme, jeg ude i verden samarbejder med internationale arkitekter om at indarbejde – at få kunsten med fra starten af et projekt frem for at klistre den på til sidst. Så bliver det oftest ligegyldigt.
Folk spørger ind imellem, hvad der er min samlerstrategi. Sådan en har jeg ikke, for jeg lader mit hjerte tage mig med rundt. Men jeg vil gerne hjælpe andre med at finde deres strategi. Derfor har jeg etableret virksomheden Martinspired, der hjælper med at bruge kunsten strategisk – uanset om man er en virksomhed eller en privatperson. Det handler blandt andet om at bruge kunsten til at brande eller rebrande en selv og ens produkt, der måske ikke i sig selv er verdens mest spændende.
Læs resten af artiklen i den trykte udgave eller her på netavisen under Seneste aviser – Nr. 4. 2022 nederst på siden.
