I december slog Mohamad Shamseldin dørene op til Hasseris’ nye spisested, Café Sulten på Hasserisvej, men allerede efter få måneder drejer indehaveren nu nøglen om.
I slutningen af sidste år fik de gamle bagerlokaler på Hasserisvej 133B nyt liv, da Mohamad Shamseldin fredag den 6. december åbnede Café Sulten. Et nyt spisested i hjertet af Hasseris, hvis menukort blandt andet tæller pizzaer samt burgermenuer og andet grillmad.
Men nu, efter kun at have eksisteret i fire måneder, lukker Mohamad Shamseldin sit spisested. Ejer af Hasserisvej 133B, Bill Nielsen, fortæller overfor Hasserisavis.dk, at Mohamad Shamseldin angiveligt arbejder på at få en investor med ombord. Men i en skriftlig meddelelse, der er ophængt på døren til Café Sulten, kan man her til morgen læse, at spisestedet er lukket på grund af ejerskifte, ligesom skiltet på facaden er fjernet.
Forsinkelser og kritik på SoMe
I sin korte levetid har Café Sulten oplevet modvind af forskellig art. Selve åbningen af spisestedet blev udskudt over flere omgange, da renoveringen tog længere tid end planlagt, og Mohamad Shamseldin løb derudover ind i problemer med lokalplanen i forhold til den opsatte facade. Samtidig har der i Facebook-gruppen, Hasseris Info-Tavle, flere gange været rejst kritik af blandt andet caféens priser og kundebetjening.
Forsøgt sig med særtilbud
For at imødekomme kritikken af priserne har Café Sulten løbende forsøgt sig med forskellige særtilbud i form af for eksempel 25 % rabat på samtlige retter på menukortet i januar. Dog må konklusionen nu være, at det aldrig er lykkes Mohamad Shamseldin at få tilstrækkeligt med kunder ind i sin café.
Hvad der i fremtiden skal ske med lokalerne på Hasserisvej 133B, som med Café Sulten også husede en DAO-pakkeshop, er lige nu uvist.
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077























