Den hjemsendte FE-chef, Lars Findsen fortæller i sin bog ‘Spionchefen – Erindringer fra celle 18’ om sin karriere i Statens tjeneste, og om de 71 dage han sad fængslet i Hillerød Arrest.
I al hemmelighed udgav Lars Findsen sin biografi midt under valgkampen. Belært af erfaringerne fra lignende bogudgivelser, frygtede han, at myndighederne ville gribe ind med fogedforbud imod udgivelsen. Derfor var det vigtigt, at der ikke slap nyheder ud om bogen inden den ramte boghandlerne.
Det lykkedes, og bogen blev fra dag ét en bestseller.
Bogen er skrevet sammen med journalisten Mette Mayli Albæk, der er undersøgende journalist på Jyllands-Posten, og tidligere har været medforfatter til bøgerne Terroristen fra Nørrebro – Jagten på Omar el-Hussein.
Historien er kort, at Lars Findsen sammen med fire andre medarbejdere i FE bliver hjemsendt, efter at en rapport fra Tilsynet for Efterretningstjenesterne i Danmark rejser kritik af FE.
Efterfølgende nedsættes en Kommision, der skal kulegrave kritikken, men kort inden Kommisionen pure frikender FE, bliver Lars Findsen anholdt, da han ankommer til Københavns Lufthavn, efter en rejse til Nordmakedonien.
Herefter sidder Lars Findsen fængslet i Hillerød Arrest i 71 dagen, indtil Vestre Landsret løslader ham. Lars Findsen er fortsat hjemsendt uden løn, og er fortsat anklaget efter Straffelovens hårde spionparagraf 109, der kan give op til 12 års fængsel.
I bogen fortæller Lars Findsen om sine mere end 20 år i Statens tjeneste, og baseret på dogbogsnotater om sit ophold i Hillerød Arrest. Her løfter han en flig af sin personlige historie, og om sine tanker. Han er tydeligvis stærkt påvirket af det der er sket for ham og ikke mindst hans familie.
I arresten forsøger han med daglige rutiner at skabe en hverdag og et godt forhold til sine medfanger.
Hans forskellige embeder som efterretningschef og departementchef i årene efter terrorangrebet på Wold Trade Center har været spændende for ham, men har tydeligvis også fra tid til anden givet anledning til konflikter. Især to personer fremstår som konfliktskabende.
Socialdemokraten Trine Bramsen og departementchef Barbera Bertelsen er i bogen citeret for udtalelser, som virker besynderlige og upassende. Med med de mange historier om Barbera Bertelsens ageren i.f.m. Minksagen, er der ikke noget overraskende i Lars Findsens gengivelser af hendes udtalelser.
Bogen er stramt redigeret, og begge forfattere har tydeligvis gjort sig umage for at holde sig indenfor det tilladelige. Men dermed mister bogen også noget kant og farve, og teksten kan på lange stræk forekomme lidt triviel.
Men tilbage står, at selve historien er opsigtsvækkende og enestående, og at den derfor naturligvis fortjener at blive beskrevet. Hvordan den ender, ved vi af gode grunde ikke, og hvem der er den egentlige årsag til den, får vi nok aldrig at vide.
