Efter næsten 49 år i Danmarksgade flytter Brdr. Sørensen Møbler ud af midtbyen og samler alt under ét tag i et nyt og moderne møbelhus på Gøteborgvej.
Forandring fryder, som man siger, og efter næsten et halvt århundrede i Danmarksgade flytter Brdr. Sørensen Møbler ud af midtbyen. Torsdag den 20. november slår den traditionsrige møbelforretning således dørene op til et helt nyt og moderne møbelhus på Gøteborgvej 2 og inviterer i den anledning til fejring. Ifølge indehaver Jan Sørensen markerer åbningen både afslutningen på et langt kapitel i virksomhedens historie og begyndelsen på et nyt.
”Det er selvfølgelig lidt vemodigt at sige farvel til Danmarksgade efter næsten 49 år, men det er det helt rigtige skridt for os. Vi får langt bedre rammer, både for kunderne og for driften,” forklarer Jan Sørensen, da Hasserisavis.dk møder ham på den nye adresse, hvor de sidste etaper af en omfattende istandsættelse finder sted.
Mere plads og bedre tilgængelighed
Det nye møbelhus kommer til at rumme omkring 2.800 kvadratmeter fordelt på udstillinger, showrooms, arbejdsstationer, administration og et stort lager. Derudover kommer Brdr. Sørensen Møbler til at råde over et auditorium, som blandt andet kan bruges til events og faglige arrangementer. For første gang bliver butik og lager samlet under ét tag, og det betyder ifølge Jan Sørensen en markant mere effektiv hverdag.
”At vi fremover ikke længere skal køre varer frem og tilbage mellem butik og lager, ser vi som en stor fordel. Det bliver ganske enkelt lettere at drive forretning og at give kunderne en bedre oplevelse. Samtidig får kunderne glæde af den store parkeringsplads, som ligger lige foran bygningen. Det har længe været en udfordring i Danmarksgade, at der ikke altid var let adgang til parkering. Nu kan man parkere lige ved døren, hvilket betyder meget, når man skal ind og se på møbler eller hente sine nyindkøbte varer.”

At flytningen overhovedet blev mulig, skete i løbet af et kort tidsrum. I påsken kom muligheden for at overtage faciliteterne på Gøteborgvej således på banen, og beslutningen blev truffet hurtigt. Siden har håndværkerne haft travlt. Lokalerne har gennemgået en omfattende renovering, så de kan danne ramme om det moderne møbelhus, Jan Sørensen og co. længe har drømt om.
”Vi har virkelig lagt mange kræfter i at skabe et inspirerende og tidssvarende miljø, der matcher de møbler, vi forhandler. Alt fra belysning til farver og indretning er tænkt ned i detaljen.”
En forretning med stærke rødder
Brdr. Sørensen Møbler blev grundlagt i 1977 af brødrene Asbjørn og Leif Sørensen. Siden 2008 har Leifs nevø, Jan Sørensen, stået i spidsen for forretningen, der i dag også tæller en afdeling i Randers. Gennem årene har Brdr. Sørensen Møbler oparbejdet et solidt ry for ordentlighed, kvalitet og faglig rådgivning – værdier, der ifølge Jan Sørensen fortsat vil være omdrejningspunktet i det nye møbelhus.
”Det vigtigste for os er at give kunderne en god oplevelse. Vi går langt for at sikre, at folk bliver glade, både før og efter, de handler hos os. Det har altid været en del af vores måde at drive forretning på,” siger Jan Sørensen, som samtidig fremhæver, at flytningen giver nye muligheder for at videreudvikle forretningen – blandt andet gennem events, nye produkter og samarbejder med designere og producenter.
Selvom Brdr. Sørensen Møbler nu forlader midtbyen, forsikrer Jan Sørensen, at forretningens DNA forbliver den samme: fokus på kvalitet, personlig betjening og en uhøjtidelig tilgang til designmøbler.
Vi har altid haft fødderne solidt plantet på jorden. Vi startede som to bonderøve fra Brovst, og vi er stadig de samme i dag – bare med lidt flere kvadratmeter,” lyder det med et stort smil.
Officiel åbning i næste måned
Åbningen den 20. november markerer en milepæl for den aalborgensiske møbelinstitution. Dagen fejres med høj stemning, musik og lidt godt til ganen, og alle interesserede er velkomne til at kigge forbi det nye møbelhus på Gøteborgvej 2, hvor der også vil være festlig aktivitet den 21. og 22. november.
”Vi glæder os til at byde kunderne velkommen i de nye omgivelser og vise, hvad vi har arbejdet på de seneste måneder. Det er en stor forandring, men uden tvivl en rigtig god én,” slutter Jan Sørensen.
Læs resten af november-avisen her



















