Både de to købere af byggefelterne, Egtbo Ejendomme ApS og A. Enggaard Holding A/S, og repræsentanter for Sorthøj-områdets beboere ønsker etplanshuse på Sorthøj, men lokalplanen for området har sat en bremse for de fælles ønsker.
Til et byggemøde på Sorthøj den 16. august var de to købere af byggefelterne samt rådmand fra By og Land inviteret af Sorthøjgruppen til at drøfte fremtidens to boligbyggerier.
Sorthøjgruppen, der består af flere repræsentanter fra grundejerforeninger i området, har en stor interesse i at være i tæt dialog med de to købere af byggefelterne, som Aalborg Kommune tidligere i år solgte i en budrunde, hvor 18 interesserede købere aflagde bud.
De to endelige købere blev Egtbo Ejendomme ApS med Mads Peter Veiby og Torben Torp Nielsen samt A. Enggaard Holding A/S, hvorfra Anton Hessellund og Per Severinsen deltog i mødet.
Til byggemødet stod det klart, at der rundt om bordet mellem de to bygherrer og Sorthøjgruppen var fælles ønsker om at opføre boliger i ét plan. Men denne fælles vilje om at skabe boliger, der passer ind i områdets karakter og arkitektur, står imidlertid overfor en udfordring. Den eksisterende lokalplan for området lægger nemlig op til byggeri i to etager, hvis byggefelterne skal udnyttes maksimalt, og dette sætter en delvis juridisk men også økonomisk stopklods for de fælles ønsker.
Drøm om etplanshuse
Både bygherrerne, Egtbo Ejendomme ApS og A. Enggaard Holding A/S, samt repræsentanterne for beboerne på Sorthøj er enige om at etplanshuse vil være at foretrække på de to byggefelter. Dette skyldes ønsket om at bevare områdets æstetik og skabe boliger, der appellerer til både nuværende og kommende beboere. De to bygherrer har givet udtryk for deres vilje til at tilpasse arkitekturen for at sikre, at de nye bygninger smelter sammen med det eksisterende miljø og for at sikre, at de kommende boliger ligeledes er attraktive på boligmarkedet, som de andre boliger i området omkring Sorthøj er.
Men dette betyder også, at de kvadratmeter, som bygherrerne har betalt for i højden, vil de have fordelt på byggeriets fodaftryk i bredden, og det vil kræve en dispensation fra den vedtagne lokalplan.
Bremseklods
På trods af stor enighed er vejen mod at realisere etplansdrømmen ikke lige for. Rådmand ved By og Land, Jan Nymark Rose Thaysen forklarer, at det kræver bred politisk opbakning, hvis der skal ændres i betingelserne til fordel for de to bygherrer, eftersom alle bud på de to byggefelter, inklusive de to vindende bud fra Egtbo Ejendomme ApS og A. Enggaard Holding A/S, er blevet afgivet efter de retningslinjer, som lokalplanen fastsætter. Han tilføjer, at det samtidig er begrænset, hvor meget der kan dispenseres fra den eksisterende lokalplan, før det udløser et helt nyt plangrundlag, og udarbejdelse af en ny lokalplanproces vil alt andet lige strække sig over en periode på 1-2 år.
Dette bekymrer bygherrerne.
”Jeg kan bedst lide, at vi kalder en skovl for en skovl,” siger Torben Torp Nielsen til rådmanden. ”Hvis ikke Jan Thaysen giver os forhåbninger om en dispensation ud ad døren, må vi agere efter lokalplanen. For vores vedkommende vil der ud af ca. 40 boliger kun være plads til tre étplansrækkehuse jf. lokalplanens rammer. Det er vi kede af, for der er bedre økonomi i etplanshuse fremfor at bygge i højden. Men vi har betalt og har mange penge ude og flyve, så vi begynder at disponere omkring 1. september, og så kører toget,” siger han.
Juridisk hurdle
Selvom der er bred enighed om, at etplanshuse bedst passer til området, og at etplanshuse er mest attraktive på boligmarkedet, er der nogle bump på vejen, der skal fjernes inden. Næstformand i Hasseris Grundejerforening Hanne Richter understreger, at Sorthøjgruppen vil kæmpe for, at Sorthøjs fremtidige byggeri bliver som beboer og bygherrer ønsker.
”Det vigtigste er, at bygherrerne får dispensation fra Aalborg Kommune, så de kan bygge noget, der passer til området. Det er meget positivt, at begge byggehold siger, at de gerne vil bygge ind i området, så det bliver ved med at være attraktivt, men det er ærgerligt, at det er kommunen, som lægger låg på. Det er en god opgave, som Jan Thaysen har med hjem til kommunen,” siger hun og kigger på rådmanden.
Jan Nymark Rose Thaysen er dog knap så optimistisk, men rådmanden vil arbejde positivt og konstruktivt på at finde en løsning, hvis det er muligt, og han er lydhør for ønskerne omkring bordet og vil sørge for, at alle muligheder bliver undersøgt indenfor de juridiske rammer i lokalplanen.
Diskussioner og dialog fortsætter mellem bygherrerne og beboerne i samarbejde med kommunen. Målet er at finde en måde at tilpasse projektet, inden bygherrerne er nødsaget til at påbegynde byggerierne, så det både lever op til Sorthøj-områdets ønsker og overholder de juridiske krav.
På mødet blev der også orienteret om Fredning af Sorthøj: Fredningen er bevilget i byrådet den 14. august, hvor sagen nu bliver sendt videre til miljøministeriet. Sorthøjgruppen er på områdets vegne tilfredse med, at fredningen er blevet vedtaget af et samlet byråd.
Læs resten af den trykte udgave her på netavisen.





















