Pantdonationer fra kunderne i Føtex Food i Hasseris Bymidte vil også i år gå til Aalborg Freja, efter at parterne har forlænget deres lokale samarbejde.
Når kunder afleverer tomme flasker og dåser i pantautomaten i Føtex Food i Hasseris Bymidte og vælger knappen ”Støt sundheden lokalt”, går donationen direkte til Aalborg Freja. Ordningen er en del af Føtex’ lokale engagement og skal være med til at støtte foreningslivet i nærområdet.
Bakker op om lokale initiativer
Hos varehuset er der stor tilfredshed med, at aftalen nu forlænges endnu et år.
”I Føtex og hos Salling Group vil vi gerne bakke op om lokale initiativer, der skaber fællesskab, og hvor fokus er på en aktiv fritid. Derfor giver det god mening for os at fortsætte aftalen med Aalborg Freja, og vi er glade for, at mange af vores kunder i dagligdagen vælger at støtte klubben via pantautomaten”, fortæller varehuschef i Føtex Food i Hasseris Bymidte, Peter Langeland.
Fokus på børne- og ungdomsarbejdet
Pantmidlerne, der doneres væk over to omgange i år, går fortsat til de samme formål i fodboldklubben som hidtil – med særligt fokus på børne- og ungdomsarbejdet. Det betyder, at aftalen også fremover bidrager til at skabe rammer for aktiviteter og initiativer, der kommer de yngste medlemmer til gode.
”Vi sætter stor pris på, at Føtex Food i bymidten igen har valgt at støtte os. Det giver os et vigtigt rygstød i hverdagen og er med til at sikre, at vi fortsat kan udvikle vores tilbud til børn og unge i klubben, lyder det fra Gustav Vernal, der er børneudviklingstræner i Aalborg Freja.
Med forlængelsen af aftalen kan Aalborg Freja også i det kommende år se frem til støtte fra de kunder, der vælger at donere deres pant til lokale aktiviteter – og dermed bidrage direkte til klubben på Vestre Fjordvej.
Læs resten af marts-avisen her
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077





















