Et stigende antal elever benytter lokalerne på Hasseris Gymnasium til deres studier uden for normal skoletid.
Klokken er 8.27 søndag morgen, og telefonen ringer hjemme hos vicerektor Lars Nielsen. ”Godmorgen, det er Oliver fra 3d. Vil du låse mig ind på Hvid gang?,” lyder det i den anden ende. Og ja, det vil vicerektor gerne.
På Hasseris Gymnasium har der nemlig i de seneste år udviklet sig både et behov og en tradition for, at eleverne bruger skolen som arbejdsplads uden for normal åbningstid. Og ønsket om at opholde sig på gymnasiet om aftenen og i weekenden er markant stigende.
Da vi kommer forbi gymnasiet denne søndag lige over middag, emmer det af høj aktivitet og arbejdsglæde. Der studeres ved stort set samtlige borde på Hvid, som den fløj af skolen, eleverne kan opholde sig i, kaldes, og det er langt fra unormalt, at 40–50 elever kan komme forbi gymnasiet i løbet af en weekend, og ikke mindst her i eksamenstiden, fortæller vicerektor på gymnasiet.
”Jeg fornemmer mange forskellige behov hos eleverne. For nogle drejer det sig om at kunne finde arbejdsro, for andre om at have et arbejdsfællesskab med klassekammeraterne, og for andre igen er det at kunne læse til eksamen eller skrive opgaver på skolen netop den motivationsfaktor, der holder dem til ilden og gør, at de ikke henfalder til at bruge en hel dag på Netflix og TikTok.”
Et populært tiltag
Ideen til at holde skolen åben er opstået i forlængelse af gymnasiets succesrige SRP-tiltag, hvor eleverne opfordres til at skrive en stor del af deres individuelle studieretningsprojekt (SRP) på gymnasiet i stedet for derhjemme. Denne opfordring har eleverne nemlig til fulde købt ind på, og i løbet af ganske få år er det nærmest blevet reglen, at man opholder sig på skolen i hele SRP-skriveperioden.
”Denne arbejdsform minder jo i bund og grund om det studieliv, der venter eleverne lige om hjørnet, ikke mindst på Aalborg Universitet, hvor mange af vores elever ønsker at læse videre. Samtidig har en stor del af vi ansatte på Hasseris Gymnasium selv en fortid som studerende på Aalborg Universitet og kender gennem universitets problembaserede gruppearbejdsform til værdien af at kunne arbejde i fællesskab om at løse faglige problemstillinger og udfordringer. Disse udfordringer sidder man også med mange gange, når man for eksempel læser til eksamen eller skriver store opgaver i 3g, og derfor har vi valgt at holde skolen åben for eleverne i tidsrummet klokken 8–22,” fortæller Lars Nielsen.
To af de elever, som sidder på Hvid gang denne søndag, er Astrid og Eirikur, der begge skal til matematikeksamen på A-niveau de kommende dage. Det er dem næstsidste eksamen, inden huen skal sættes på, og de hæfter sig begge ved betydningen af hele tiden at sidde i et arbejdsfællesskab, hvor man kan hjælpe hinanden og lære af hinanden.
”Når vi mødes på skolen, kommer der virkelig struktur på dagen og eksamenslæsningen, og går man lidt i stå, er der hurtigt nogle, der kan hjælpe en videre,” fortæller Eirikur.
For Astrid har fællesskabet også en positiv betydning for eksamensforberedelserne.
”På sådan en hel lang søndag i matematikbøgerne motiverer vi hinanden til at arbejde igennem. Vi har faste regler for, hvornår vi arbejder, og hvornår vi holder pause. Jeg synes faktisk, at disciplinen er høj, for vi er godt klar over, at der er en bagkant, som vi er nødt til at arbejde henimod.
Socialt samvær
Begge kommende studenter er enige om, at ikke kun det faglige, men i høj grad også det sociale er et vigtigt element i forhold til at henlægge eksamenslæsningen til gymnasiet.
”Vi skal bestemt ikke underkende betydningen af det sociale fællesskab, vi har, når vi sidder her sammen og måske bestiller noget fælles aftensmad og på den måde kan få et hyggeligt afbræk på dagen og arbejdet. Det ville vi næppe give os tid til, hvis vi hver især sad derhjemme forskellige steder i byen,” slutter Eirikur, inden arbejdet med matematikbeviser fortsætter ved det bord, han og kammeraterne allerede har siddet ved længe og ikke har planer om at forlade foreløbigt.
Også i den følgende weekend forventes stort rykind på gymnasiet, for her skal eleverne forberede deres afsluttende hueeksamen, som for de kommende 236 studenters vedkommende er det mundtlige forsvar af studieretningsprojektet.
Klokken er nu 21.59, og telefonen ringer igen. ”Hej Lars, det er Sofia. Vi er færdige for i dag, så du må gerne slå alarmen til. Vi ses i morgen og fortsat god aften.”
Læs resten af juli-avisen her
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077























