Trine Breinholt brænder for farve, klip og lækre frisurer. Hun åbnede sin egen frisørsalon i Hasserisgaard Centret for over fire år siden, og i dag er frisørens værktøjer meget mere end saks, føntørrer og hårprodukter, for fagets udvikling kræver endnu flere nye kasketter.
Trine Breinholt er indehaver af Salon Dnor i Hasserisgaard Centret, som hun åbnede i november 2018. Hun havde længe drømt om at få sit eget, og i dag holder hun meget af at have den lille, lokale salon, hvor hun selv har chefkasketten på.
”Jeg elsker at møde så mange forskellige mennesker hver eneste dag. Flere kunder har jeg jo haft i over ti år, hvor nogle kommer i salonen hver tredje uge. Man kan ikke undgå at få en god relation til hinanden,” siger Trine, der tidligere har arbejdet hos frisørsalonen Poul M i otte år.
Fremtidens frisører
Hendes hovedfokus i Salon Dnor er klip og balayage samt andre farveteknikker, og det er vigtigt at have god tid til hver eneste behandling. Derfor gik der heller ikke længe fra, da hun første gang slog dørene op, til hun fik en frisørelev under sine vinger.
”Min elev, Mia, blev færdiguddannet 25/4 med flotte resultater. Jeg har været superglad for at have Mia. Hun har bare været perfekt,” siger Trine.
Trine har en passion for at dele sin viden og erfaring med elever, og hun elsker at være med til at uddanne fremtidens frisører. På den måde kan hun også få ny inspiration direkte fra skolebænken, hvor de sammen kan dele en fælles interesse for faget.
”Det fede ved at få en elev ind er, at jeg skal lære dem op. Men de er også med til at opdatere mig. På den måde kan vi inspirere hinanden,” siger hun og fortæller om fordelene ved at være elev i en lille salon som Salon Dnor:
”Her kan man få et større ansvar, i forhold til hvis man bliver en del af en stor salon. Hos mig får man lov til at gøre nogle bestemte ting allerede efter få måneder, som man andre steder først får prøvet efter et år. Man skal nok kunne lide at blive kastet lidt ud i tingene, men jeg ved også, at det er godt at presse de unge lidt. De kan jo godt,” smiler hun.

Etager eller ’layers’
Frisøruddannelsen har ændret sig meget, siden Trine selv var elev for 15 år siden, for nu kan man tage en erhvervsfaglig studentereksamen, hvor frisørelever både lærer at klippe, sætte og pleje hår, samtidig med at de læser gymnasiale fag som dansk, virksomhedsøkonomi, afsætning, psykologi og kemi.
Det, synes Trine, er ”supergodt,” og hun fortæller, at også faget har gennemgået en kæmpe udvikling, hvor kunderne i dag er langt mere opdaterede på, hvad der sker af nye trends og kommer ind i salonen med billeder og videoer, som de har fundet på nettet.
”Vores fagudtryk er også begyndt at blive oversat, for når de unge kommer ind i dag, hedder det ikke længere etage-klip. Nu hedder der ’layers’. De kender jo nærmest fagsproget før os andre,” griner hun.
Frisørens kasketter
”Udviklingen har også gjort, at frisører ikke er på lige så mange kurser, som vi var førhen,” fortæller hun. I dag finder man i stedet inspiration og nye teknikker på YouTube og Instagram, hvor man også kan tilkøbe online-kurser. Det er også her på sociale medier, Trine skal kunne vise sit arbejde frem til kommende kunder.
”I dag handler det jo heller ikke kun om bare at kunne klippe. Du skal virkelig være opdateret på de nyeste trends, du skal nærmest være fotograf, kunne lave flotte videoer og skrive en fængende tekst.”
Og det er især her, hvor Trine mangler en kollega, for når man kun er én frisør i salonen, er de sociale medier en tidsrøver, når man selv allerhelst bare vil se virkelighedens kunder i øjnene.
”Heldigvis er Mia 10 år yngre end mig, så hun er jo på de forskellige apps hele tiden og har helt styr på det. Jeg kan hurtigt komme til at føle mig gammel, men det er jo heller ikke dér, jeg har min passion. Jeg brænder for at give kunden det bedste resultat, når de kommer ind og sætter sig i stolen,” siger hun og tilføjer: ”Jeg kan også godt frygte, at hvis man ikke følger med på de sociale medier, er der bare andre, der kommer og overhaler, for det går bare lynhurtigt. Men man skal også kunne finde tiden til det.”
Nemt for kunderne
Og tid er der ikke meget af, for hendes ordrebog er nemlig fyldt. Til november fejrer hun 5-års jubilæum, og hun håber på, at hun forinden har fundet en ny superdygtig elev at dele festlighederne – og frisørkasketterne – med.
For Trine Breinholt brænder uden tvivl for at sørge for, at kunderne går fra salonen i Hasserisgaard Centret glade og tilfredse. Hun fortæller, at grunden til, at salonen ligger netop her, er, at parkeringen er gratis og med mulighed for at lade sin elbil, mens man bliver klippet samt at det er nemt at komme til og fra.
Hun tænker på sine kunder, og derfor har Salon Dnor også indført nye åbningstider for at imødekomme en øget efterspørgsel på tidlige og sene tider på udvalgte dage i ugen. Disse dage vil være onsdag og torsdag, hvor salonen vil have åbent fra kl. 8-19. Mandag er fortsat lukket, hvor der er åbent tirsdag og fredag fra 9-17 og lørdag fra 9-13.
Læs resten af den trykte udgave her på netavisen.





















