4. Maj Kollegiet i Hasserisgade har fået en ny værelsessponsor i form af Sparekassen Danmark, som bidrager til både kollegiets værdigrundlag og de unge beboeres hverdag.
Sparekassen Danmark har indgået et nyt samarbejde med 4. Maj Kollegiet i Hasserisgade og er blevet værelsessponsor for et af kollegiets historiske værelser. Sponsoraftalen knytter banken til et af kollegiets i alt 44 værelser og skal være med til at støtte både 4. Maj Kollegiets værdigrundlag og de unge beboere.
Aftalen blev markeret ved et besøg på kollegiet i januar, hvor to repræsentanter fra Sparekassen Danmark, Helle Hvass Markusen og Emil Lassen, fik en rundvisning og indblik i både kollegiets historie og den omfattende renovering, som i øjeblikket er i gang. Her blev de blandt andet bekendt med, at det værelse, som Sparekassen Danmark nu har overtaget sponsoratet af, tidligere var sponsoreret af Aalborg Diskontobank, der lukkede i 1968.
Et værelse med en historie
Som værelsessponsor har Sparekassen Danmark fået sit navn knyttet til et værelse opkaldt efter Svend Ulrich Pedersen, der som blot 22-årig mistede livet under besættelsen som aktiv i modstandsbevægelsen. Under dæknavnet ”Kjeld” deltog han i frihedskampen, indtil han blev afsløret og døde i en skududveksling med Gestapo. En fortælling, der stadig lever videre i kollegiets værelser, hvor hvert rum er opkaldt efter en modstandsmand eller -kvinde.
”Det gør et stort indtryk at stå i et værelse, som er opkaldt efter et ungt menneske, der har givet sit liv for friheden. Det minder os om, hvorfor 4. Maj Kollegiet er noget helt særligt”, siger Helle Hvass Markusen, markedschef i Sparekassen Danmark.
Støtte til unge og fællesskab
Ifølge Sparekassen Danmark handler sponsoratet ikke kun om historie, men også om nutid og fremtid – og om at bidrage til gode rammer for unge under uddannelse.
”Vi er glade for at kunne støtte et lokalt foretagende som 4. Maj Kollegiet med et økonomisk rygstød og derved være med til at gøre en konkret forskel for de unge studerende, der bor her. Kollegiet rummer både en stærk historisk arv og et levende fællesskab, og det synes vi er vigtigt at bakke op om”, lyder det videre fra Helle Hvass Markusen.
De 7.000 kroner, som sponsoratet lyder på, kommer til at gå til at understøtte hverdagen på kollegiet og vil blive brugt til sociale arrangementer og fælles aktiviteter for beboerne. 4. Maj Kollegiet håber i øvrigt, at flere virksomheder og aktører vil lade sig inspirere til at blive værelsessponsor og således være med til at støtte både de unge beboeres hverdag og den historiske arv, som kollegiet bygger på.
Læs resten af februar-avisen her
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077





















