Aalborg Kommune har netop offentliggjort Sundheds- og Kulturudvalgets oplæg til omfattende besparelser på det kommunale budget. Det afføder en prompte reaktion fra Folkeoplysningsudvalgets formand Ole Nielsen, der på vegne af brugerrepræsentanterne i udvalget siger:
”Det er ikke mere end et par dage siden, at rådmand Jes Lunde i forbindelse med afslutningen af DM-ugen sendte en ’en stor tak til de mange frivillige’ og pointerede, at ’det kunne ikke lykkes uden dem, og jeg håber, de kommer tilbage til foreningerne med et styrket fællesskab og en masse inspiration’. Jeg fristes til at sige: ”Ja, selv tak da!” Det er ikke ligefrem styrkende for det frivillige foreningsliv, at sparekniven bliver svunget stort set i alle retninger og dybder, hvis Sundheds- og Kulturudvalgets indstilling bliver fulgt.”
Ole Nielsen fremhæver især forslaget om, at Idrætsmødet flyttes over på fritidssektorens budget, som alene på den baggrund bliver belastet med 2 mio. kr.:
”Der er ingen tvivl om værdien af Idrætsmødet, som er blevet en fantastisk succes. Det er til gengæld ikke spor fantastisk, at man vil øge udgifterne ved at flytte Idrætsmødet fra ’det store budget’ og over i fritidssektoren, når den direkte konsekvens er, at der skal findes modsvarende besparelser. I al stilfærdighed vil jeg sige, at det virker grotesk, at ikke mindst det frivillige foreningsliv skal bære omkostningerne vil en succes, som beviseligt kommer hele byen og kommunen til gode. Idrætsmødet er så stor en begivenhed, at den burde rangeres på linje med The Tall Ships Races, der jo heller ikke belaster kulturbudgettet specifikt, selvom det er en kulturbegivenhed.”
Ole Nielsen har tidligere – i sin egenskab af formand for idrættens paraplyorganisation SIFA – bifaldet, at de frivillige foreninger hjælper med at løfte samfundsopgaver, som traditionelt har ligget hos det offentlige:
”Det står jeg selvfølgelig ved. Og det er jo da også helt i tråd med de tanker, som reformkommissionen har gjort sig. Men det er ikke ligefrem let for eksempelvis idrætsforeningerne at påtage sig andet end de allermest basale opgaver relateret til deres idræt, hvis man bliver ved med at hakke løs på deres økonomiske fundament.”




















