Kommunalvalget i 1943

Midt i besættelsens skygge afslørede kommunalvalget i 1943 nye magtbalancer og skarpe politiske skel i Hasseris og Aalborg.

I disse tider med kommunal valgkamp er det værd at mindes, hvordan det er foregået tidligere, mens det kommunale landkort indtil 1970 så anderledes ud, og Hasseris var en selvstændig sognekommune. Et af de mere spændende valg foregik i foråret 1943, mens landet var besat. Egentlig skulle der have været valg allerede i marts 1941, men på grund af krigsforholdene blev det besluttet at udskyde de kommunale valg. Der skulle afholdes folketingsvalg i foråret 1943, og det blev besluttet at afholde kommunalvalg kort efter det. Folketingsvalget fungerede altså som en slags generalprøve på kommunalvalget nogle uger senere.

Den samarbejdspolitik over for den tyske besættelsesmagt, som landets regering havde ført siden 9. april 1940, var under pres, fordi befolkningen i stadig stigende grad var indstillet på modstand. Folketingsvalget i marts 1943 resulterede trods det i stor støtte til de partier, der sad i samlingsregeringen, men tolkningen af det valg skal nok nærmere ses i lyset af, at befolkningen ville understøtte den demokratiske styreform imod presset fra tyske og nationale, nazistiske kræfter.

Socialdemokratisk krise i Aalborg
Ved kommunalvalget den 5. maj 1943 forløb valget i Aalborg helt anderledes. Marinus Jørgensen, der havde været en meget stærk og egenrådig socialdemokratisk borgmester i Aalborg helt fra 1925, havde det utaknemmelige job at være i løbende kontakt med den tyske besættelsesmagt. Han måtte i stort omfang forhandle om og give indrømmelser i forhold til begrænsninger af lokalbefolkningens udfoldelsesmuligheder. Det skete i en situation, hvor en stadig mere velorganiseret modstandsbevægelse udførte sabotager og udgav illegale aviser, der opfordrede til modstand.

Utilfredsheden med borgmesteren og hans parti betød, at Socialdemokratiet mistede deres ellers solide flertal i byrådet. De mistede fem og fik kun ni af byrådets 21 mandater. Det Konservative Folkeparti gik frem til ni og var altså lige så store som Socialdemokratiet, mens en faglig fællesliste, opstillet af Arbejdsmændenes Fagforening og med rødder i det ellers forbudte Danmarks Kommunistiske Parti (kommunisterne), fik tre medlemmer. Marinus Jørgensen blev kun siddende, fordi Det Konservative Folkeparti undlod at stemme ved konstitueringen, og det var en meget presset bykonge, der med nød og næppe beholdt sin borgmesterpost.

Politiske forhold i Hasseris
Helt anderledes foregik det i Hasseris Kommune, men det var nu ikke, fordi der ikke var modsætninger mellem de partier og lister, der stillede op her i 1943. Det havde bare en anden baggrund i form af uoverensstemmelser mellem de ellers altovervejende borgerligt sindede beboere i villabyen. Ved det foregående valg til sognerådet i 1937 var det kun Socialdemokratiet, der stillede op på en partipolitisk liste, mens de øvrige kandidater stillede op på forskellige lokallister med rødder i forskellige dele af kommunen. Der var for eksempel en Kærby-liste, men det var Borgerlisten med rod i villabyen, der var den dominerende, og de vandt valget i 1937 med seks af de 11 mandater i sognerådet.

Borgerlisten repræsenterede hele spektret af såkaldte borgerlige i villabyen og omfattede således både Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti. Det Radikale Venstres mangeårige samarbejde i regering med Socialdemokratiet gjorde, at mange konservative i Hasseris følte, at de ikke kunne stole på de af listens kandidater, der var radikale. Det gjaldt specielt overretssagfører Georg Rendbeck, der var Det Radikale Venstres ledende figur i bydelen.

Ved opstillingsmødet i begyndelsen af marts 1937 havde det givet en del diskussion, men modsætningerne blev holdt nede ud fra den betragtning, at det vigtigste var at holde de lokale socialdemokrater uden for indflydelse og sørge for, at villabyens forhold var mest i fokus.

Der var gennem en stor del af Hasseris Kommunes eksistens en udbredt frygt for, at den ville blive indlemmet i Aalborg, og der var en vis frygt for, at socialdemokraterne ville støtte en sådan indlemmelse ud over den traditionelle frygt for socialisterne. Det lykkedes, som nævnt, Borgerlisten at få et flertal i det nye sogneråd i 1937.

Splittelse i Borgerlisten
Der opstod dog i løbet af årene frem til det næste valg, efter konstitueringen af det nye sogneråd med direktør V. Bisgaard som formand, splittelse i den borgerlige gruppe, hvor Rendbeck stemte sammen med socialdemokraterne i nogle tilfælde, og det blev opfattet som forræderi af de konservative i gruppen. Rådet omkonstituerede sig i øvrigt i perioden, så Rendbeck blev formand i stedet for Bisgaard, der bad sig fritaget for posten af helbreds- og arbejdshensyn. Det hjalp ikke på utilfredsheden blandt de konservativt sindede i villabyen, når Rendbeck siden arbejdede sammen med socialisterne i nogle sammenhænge.

Der var et udpræget ønske om at holde kommuneskatten nede og beholde borgernes penge i egne lommer, og selv om en forsigtig økonomisk politik også var en radikal mærkesag, så sad pengene alligevel løsere, end de konservative kunne ønske sig. Hele denne diskussion gennem den usædvanligt lange sognerådsperiode på seks år kunne nok give anledning til en hel artikel i sig selv, men det bliver en anden gang. Det Konservative Folkeparti trak sig ud af Borgerlisten til valget i 1943 og stillede egen liste, og der blev ført valgkamp med hårdt fokus på, at den radikale indflydelse med overretssagfører Rendbeck i spidsen skulle være så lille som overhovedet muligt.

Valgresultatet i 1943
Valgresultatet endte med, at Det Konservative Folkepartis liste fik fem medlemmer af det nye sogneråd, mens Borgerlisten fik valgt overretssagfører Rendbeck. Der blev valgt fire socialdemokrater og en repræsentant for Kærbylisten. Det Konservative Folkepartis konsul P. E. Rützebech overtog posten som sognerådsformand, og på den måde kan man sige, at valget blev en succes for deres liste, men der havde været ambitioner og håb om at få seks medlemmer og dermed flertal i sognerådet – og om, at de radikale ikke skulle være repræsenteret.

Valget resulterede også i, at Det Konservative Folkeparti tog initiativ til at danne en selvstændig konservativ vælgerforening for Hasseris Kommune. Tidligere havde man været en del af vælgerforeningen i Aalborgkredsen uden specifikt kommunalt tilhørsforhold. Måske var det denne manglende lokale forankring, der havde givet anledning til rygter forud for valget i 1943 om, at nogle af de konservative kandidater på listen var tilhængere af sammenlægning med Aalborg. Men under alle omstændigheder var Hasseris Kommune fra 1943 og frem til 1970 en fast konservativ bastion, der kæmpede hårdt for at bevare Hasseris som selvstændig kommune, og siden var de kommunale valg i Hasseris præget af de politiske partiers lister.

Læs resten af december-avisen her