Aalborg Teater har i disse dage forestillingen Livstidsgæsterne på plakaten. Seks skuespillere gengiver forskellige sider af samme person, som desværre synes at ligge så fjernt fra ens eget jeg, at det er vanskeligt at genkende sig selv.
Af Jens Skovgaard
En spændende og utraditionel scenografi og et team af gode skuespillere gør at tiden føles kort i den halvanden time uden pause, hvor man følger forestillingen Livstidsgæsterne, som Aalborg Teater spiller i perioden 13. – 19. juni.
Stykket er skrevet af Line Knutzon og er instrueret af Elisa Kragerup, som er Betty Nansen Teatrets kunstneriske leder. I rollen som den fiktive person ses Niels Ellegaard, Ena Spottag, Anders Budde, Tryggvi Sæberg Bjørnsson, Xenia Noetzelmann og Maria Rossing.
De seks skuespillere er på scenen under hele forestillingen, som derfor bliver en kaotisk, indre dialog, som åbenbarer en person, der lever isoleret fra verden med Døden som eneste gæst, der banker på døren.
Instruktøren har ladet stykket fremstå i en komedieiklædning, fint fremført af et energisk skuespillerteam med den uforlignelige Niels Ellegaard som den centrale figur. Men instruktøren kunne ligeså godt have iklædt stykket tragediens sorte farve. Konflikterne får frit løb, nuet bliver lynhurtigt forvandlet til år, løgne bliver til sandhed og tristheden sniger sig ind ad sprækkerne.
Publikum forventer en letbenet komedie, men præsenteres for en græsk tragedie, hvor mimikken står i skærende kontrast til dialogen. De spredte latterudbrud forvandles til panderynker blandt tilhørerne, for er det mig, eller er det en fremmed, der portrætteres ?
I sidste ende bliver det nok mest til et indblik i en fremmeds indre liv, og set i det perspektiv kan stykket være ganske lærerigt, når vi skal forsøge at afkode vore medmenneskers udtryk, for inde bagved gemmer der sig altid en historie om vores livstid.
Tid og rum er et flydende begreb i forestillingen, og ofte oplever vi det også i den såkaldte virkelighed, hvilket bliver illustreret udenfor teatret. Vibeke Gamst har overværet forestillingen, og står udenfor teatret, hvor hun er ved at gøre klar til at cykle hjem sammen med sin mand. Hun bliver tiltalt af en yngre mand, der passerer forbi teatret. Han spørger Vibeke om det er lørdag, hvilket hun kan bekræfte – selv om hun godt kunne blive lidt i tvivl efter at have set forestillingen.
