Når kroppen siger fra, men ingen kan finde fejlen

Funktionelle lidelser udfordrer vores forståelse af, hvad sygdom egentlig er – og hvem der har retten til at blive taget alvorligt.

Indlæg af psykolog Mathilde Serup

Der findes en særlig slags sygdomme, der sjældent ender på forsiden af aviserne, men som fylder enormt meget i hverdagen for dem, der har dem. Sygdomme, hvor kroppen gør oprør, selvom prøver, scanninger og tal siger, at “alt er normalt”. Det er de funktionelle lidelser. Selvom de ofte bliver misforstået, handler de ikke om “noget man bilder sig ind”, men om noget langt mere komplekst, nemlig samspillet mellem hjerne, krop og forventninger.

Syg uden synlige spor
Hvis man vil forstå funktionelle lidelser, kræver det, at man slipper idéen om, at sygdom enten er fysisk eller psykisk. Virkeligheden er, at kroppen hele tiden fortolker signaler, og at hjernen er dens redaktør. Den vælger, hvilke signaler der skal tages alvorligt, og hvilke der bare er baggrundsstøj. Når det system bliver for fintfølende, kan almindelige kropslige fornemmelser pludselig føles som tegn på noget alvorligt. Kroppen bliver simpelthen for god til at mærke sig selv.

Forventningernes magt over smerte og symptomer
Her spiller vores forventninger en kæmpe rolle. Forskning viser nemlig, at hvis vi tror, at noget kommer til at gøre ondt, så ender det ofte med at gøre mere ondt. Det kaldes nocebo, og er placeboens negative modsætning, hvor selv et lille prik kan komme til at føles som stor smerte. Det fungerer også den anden vej. Så hvis vi forventer, at noget hjælper, kan kroppen faktisk lave sin egen smertelindring. Det er ikke snyd eller indbildning, men rigtige, målbare ændringer i hjernen, og det er de samme systemer, som medicin påvirker. Det betyder, at kroppen reagerer på de historier, vi fortæller os selv.

Mellem medicin og psykologi
Når man har en funktionel lidelse, er den historie ofte blevet forvrænget. Mange har oplevet at blive sendt rundt i sundhedssystemet, uden at nogen rigtigt forstår dem. Mistillid, frygt og tvivl kan forstærke symptomerne, og hjernen lærer, at kroppen er et farligt sted at være. Og her står sundhedsvæsenet med et dilemma: Hvordan hjælper man mennesker, der er syge, uden at kunne pege på en biomarkør eller et røntgenbillede?

Et nervesystem i konstant alarm
Behandlingen skal ofte være holistisk. Det handler om at træne nervesystemet tilbage i balance med gradueret fysisk aktivitet, viden om kroppens signaler, arbejde med forventninger og stabilisering af hverdagsrytmer. Når mennesker får en god forklaring og føler sig troet på, falder alarmberedskabet i kroppen. Og ofte begynder symptomerne at slippe.

Kroppen er ikke en maskine
Det svære er, at funktionelle lidelser ligger i krydsfeltet mellem medicin og psykologi. Det gør dem til lette mål for misforståelser. Men måske er tiden kommet til at tale mere ærligt om dem. For de siger noget vigtigere end blot, at “mange mennesker har diffuse symptomer”. De siger, at kroppen ikke er en maskine, og at sundhed ikke kun handler om væv, organer og blodprøver. Den handler også om mening, relationer, forventninger og nervesystemets følsomhed. Funktionelle lidelser lærer os noget, der burde være indlysende, men ofte glemmes, nemlig at krop og psyke ikke er to verdener. De er to sider af det samme menneske.

Læs resten af januar-avisen her