Når truslen udefra samler os

Indlæg af psykolog Mathilde Serup

Kriser kan skabe frygt og usikkerhed, men også styrke fællesskab – og Donald Trumps udtalelser om Grønland har tydeliggjort en følelse af samhørighed mellem Danmark og Grønland.

Der er noget paradoksalt ved kriser. De skaber usikkerhed, frygt og vrede, men samtidig kan de også rykke mennesker tættere sammen. Den aktuelle krise mellem USA og Danmark, genantændt af Donald Trumps gentagne udmeldinger om at ville “overtage” Grønland, er et tydeligt eksempel. For midt i stormagtsretorik og politisk absurditet er der opstået noget andet: en styrket følelse af samhørighed og fællesskab mellem Danmark og Grønland.

Grønland som folk og samfund
Forholdet mellem Danmark og Grønland har længe båret præg af historisk tyngde, ulige magtforhold og uforløste konflikter. Grønland har ofte indtaget rollen som det perifere. En del af rigsfællesskabet, men ikke helt i centrum af den danske selvforståelse. Men når en ydre aktør reducerer Grønland til et strategisk aktiv, der kan handles, forskydes perspektivet. Noget, der ellers er usynligt i hverdagen, træder pludselig tydeligt frem. Grønland er ikke et objekt, men et folk, et samfund og en del af en fælles historie. Når det ignoreres, mærkes det instinktivt, som om en usynlig grænse overskrides.

Kontrastfiguren Trump
Psykologisk set er det ikke så mærkeligt. Vi forstår ikke kun os selv gennem dem, vi identificerer os med, men også gennem dem vi tager afstand fra. Det bliver tydeligere, hvem vi er, ved at blive konfronteret med, hvem vi ikke er. I denne situation fungerer Trump som en tydelig kontrastfigur. Hans sprog om ejerskab, territorium og magt står i direkte modsætning til de værdier, som mange i Danmark og Grønland forbinder med demokrati, ligeværd og respekt for folk og land. Kontrasten gjorde fællesskabets normer mere klare.

Fællesskab under pres
Når mennesker oplever, at noget centralt for deres identitet udfordres udefra, aktiveres stærke sammenbindende kræfter indefra. Fællesskabet styrkes ikke nødvendigvis, fordi alle er enige, men fordi forskellene midlertidigt træder i baggrunden til fordel for en fælles afgrænsning. Da Trump begyndte at tale om Grønland som noget, der kunne overtages, blev det pludselig klart, hvor grænsen gik. En fælles afstandstagen skabte et “vi”, og noget, der normalt lever stille i baggrunden, trådte frem i lyset. Følelsen af fællesskab, nation og tilhørsforhold blev tydeligere, fordi nogen udefra udfordrede den. Derfor er situationen mere end et diplomatisk sammenstød. Den er et øjeblik, hvor identitet kommer i spil. Et øjeblik, hvor Danmark og Grønland, på trods af en kompliceret fælles historie, finder sig selv stående på samme side.

Hvad sker nu?
Spørgsmålet er, hvad der sker nu. Følelsen af samhørighed kan være stærk i kriser, men den kan hurtigt forsvinde igen, hvis den ikke bliver taget alvorligt. Sammenhold kan bruges til at åbne fællesskaber, men også til at lukke dem. Hvis relationen mellem Danmark og Grønland virkelig har rykket sig, bør det kunne mærkes i hverdagen og ikke kun, når nogen udefra blander sig. I måden, der træffes beslutninger på. I respekten for grønlandsk selvbestemmelse. I viljen til at se rigsfællesskabet som et fællesskab mellem ligeværdige.

Læs resten af februar-avisen her