Aalborg Universitetshospital har skabt en særlig sansestue med kulturelle specialtilbud til forældre, der planlagt skal igennem et fødselsforløb med enten dødfødsel, ikke-levedygtigt barn eller senabort. Stuen er blevet til i et samarbejde mellem kunstnere, præst, patienter og sundhedsprofessionelle.
Skal danne ramme om sorg
Aalborg Universitetshospital får en hel unik fødestue, som er særligt indrettet til forældre, der skal føde et dødt foster eller barn. Fødestuen er blevet til i et samarbejde mellem kunstnere og sundhedsprofessionelle.
Stuen er indrettet med specialfremstillede designmøbler, følsom belysning og beroligende stemninger fra den lokale natur, som skifter i takt med døgnet. Derudover er der udviklet et religionsneutralt ritual, som familier har mulighed for at tilvælge efter fødslen.
Fødestuen er udviklet af en kunstnergruppe bestående af skuespilleren Thure Lindhardt, arkitekt Esben Bala Skouboe, naturfotograf Morten Hilmer og musiker Marie Højlund. De har tilsammen arbejdet med at koble poesi, dramaturgi, indretning, lys og musik sammen. Målet er at skabe en understøttende og lindrende atmosfære, og der er også indhentet erfaringer til den nye stue fra forældre, der tidligere har oplevet en dødfødsel.
– Et af parrene sagde, at deres blik søgte vinduet, da de var i sorg – ganske enkelt fordi det var noget andet end den hvide og kliniske fødestue. Derfor har vi med sansefødestuen forsøgt at bevæge os væk fra det hospitalsagtige, siger Sandra Bang-Schnack, der er chefjordemoder på Aalborg Universitetshospital.
Hospitalsudstyret er gemt af vejen i store skabe, og der er installeret en projektor og et par højttalere på stuen, som gør det muligt for forældrene at vælge mellem 11 forksellige natursettings, der sender billeder og lyde ud på stuen.
– Vi håber på, at vi med den her særlige fødestue kan skabe nogle rammer, som både kan virke lindrende, men som samtidig også kan give plads til den ro, fordybelse og særlige omtanke, der er forbundet med fødsel af et dødt barn. Den plads skal vi som jordemødre også være gode til at give, og håbet er at stuen også kan være med til at fremme det, siger Sandra Bang-Schnack.
Udgangspunkt i de fødendes behov
Hun mener, at det er vigtigt, at der også er fokus på følelsesmæssige aspekter af et hospitalsbesøg.
– Og dermed kan hospitalet også være med til tidligt at starte den helende proces, som forældre til dødfødte børn – forældre i den dybeste sorg, skal igennem. Sansefødestuen her er et eksempel på, at man kan hjælpe patienter og fødende i langt højere grad, når man tager udgangspunkt i de særlige behov, som mange patientgrupper har af forskellige årsager, siger Malou Skeel.
Udvalgsformanden er derfor glad for, at der generelt bliver mere fokus på behandlingen og støtte af det hele menneske i sundhedssektoren.
– Jeg er sikker på, at vi i mange forskellige sammenhænge kommer til at se på de ydre rammer i de rum, som vi behandler i, siger Malou Skeel.
Den nye sansefødestue er første del af Region Nordjyllands projekt ”Mere kultur i sundhedshuse og mere sundhed i kulturhuse”.
Yderligere informationer
-Sansefødestuen er støttet med 280.000 kroner fra Region Nordjyllands Kultur- og Sundhedspulje og med 350.000 kroner fra Spar Nord Fonden. Desuden har Fritz Hansen og Skagerak doneret møbler til stuen.





















