Centerforeningen Hasseris Bymidte har fået opsat nye parkeringsskilte efter den seneste tids debat om regler og tidsangivelser. Formålet er at gøre bestemmelserne tydelige og undgå yderligere forvirring.
Efter den seneste tids debat om parkeringsforholdene i Hasseris Bymidte er der nu opsat nye skilte på parkeringsområdet. Tiltaget sker som en direkte opfølgning på den forvirring og de spørgsmål, som den tidligere skiltning har givet anledning til.
Tydeligere tidsramme for parkering
Debatten har særligt kredset om tidsangivelser og forståelsen af, hvornår parkeringsskiven skulle indstilles. Tidligere stod der på skiltet, at “Parkeres uden for tidsrummet 09.00–16.00 stilles p-skive frem til 09.00”, hvilket har skabt forvirring hos nogle besøgende.
De nye skilte præciserer, at der er tidsbegrænset parkering mandag til fredag i tidsrummet klokken 09.00 til 16.00. I dette tidsrum er det altså tilladt at parkere i op til to timer med gyldig parkeringsskive. Parkeringsskiven skal være korrektvisende og placeret, så den er let at kontrollere i forruden. Samtidig fremgår det, at parkering kun er tilladt i de afmærkede båse. En parkering er altid tidsbegrænset til to timer, men det er inden for tidsrummet 09–16 på hverdage, at reglerne overvåges.
Fortsat gratis parkering
Det er fortsat gratis at parkere i Hasseris Bymidte. Skiltningen oplyser dog, at overtrædelse af den tidsbegrænsede parkering kan medføre et kontrolgebyr på 875 kroner pr. døgn. Det fremgår også, at reglerne gælder alle køretøjer, at parkering sker på eget ansvar, og at området kontrolleres af Europark A/S efter privatretlige regler.
Skal sikre tilgængelige pladser
Ifølge Centerforeningen Hasseris Bymidte skal den nye og forenklede angivelse af tidsrummet gøre reglerne klare og entydige for alle, der benytter parkeringspladsen. Samtidig har parkeringsordningen til formål at sikre tilgængelige pladser for centrets kunder.
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077




















