Er kærlighed og intimitet kun for de unge? Sexolog Bastian Larsen byder ind til en samtale om romantik og kærlighed i den tredje alder på Hasseris Bibliotek.
Vores behov for nærhed og intimitet bliver ikke mindre, når vi bliver ældre. Ofte tværtimod.
Nogen oplever måske et pres fra omgivelserne om at komme ud og finde en ny kæreste, selvom de egentligt har det fint nok med sig selv og det liv, de lever.
Men det kan samtidig være svært at finde en ven eller en partner og måske endnu sværere at sætte ord på, hvad det er man savner og mangler.
Til et foredrag på Hasseris Bibliotek den 5. december vil Bastian Larsen, der har tidligere arbejdet som journalist og har de sidste seks år arbejdet som parterapeut & sexolog, byde på en snak om, hvordan man sætter ord på sit behov for nærhed og kærlighed.
For kærlighed og intimitet er mindste lige så vigtigt, når man er 60+ som de andre dele af det gode liv, men ofte bliver det prioriteret sidst, eller slet ikke.
Hasseris Bibliotek serverer et glas bobler undervejs, og før du går, bliver der mulighed for en ”Date med en bog”.
Arrangementet er en del af Kærlighedens Kraft – romantiske uger på Aalborg Bibliotekerne.
Hvad er Kærlighedens Kraft?
Kærlighedens kraft byder på romantiske uger på Aalborg Bibliotekerne og finder sted fra 20. november til 9. december. Det er med kærlighed i alle dets afskygninger:
Den romantiske, den svære, den ulykkelige, den lidenskabelige og den der er forbudt for børn.
Tid: Tirsdag den 5. december 16:00 – 18:00
Pris: Gratis
Sted: Hasseris Bibliotek, Hasseris Bymidte.
Målgruppe: For voksne
Tilmeld her.





















