Flemming Vognsen, medejer af investeringsforeningen Stonehenge i Hasseris Bymidte ser teknologiaktierne på triumftog, men opfordrer langtidsinvestorer til at sprede risikoen ud på forskellige brancher.
Efter offentliggørelsen af de seneste inflationstal fra USA og Eurozonen i november, der heldigvis var markant lavere end forventet, oplevede de lange obligationsrenter en bemærkelsesværdig vending. Dette skabte en modvægt til de tidligere bekymrende høje renter.
Den lavere inflation har styrket markedets tillid til, at centralbankerne vil kunne sænke renterne i løbet af 2024. På det seneste pengepolitiske møde gav den amerikanske centralbank endda yderligere næring til denne forventning ved at integrere 3 rentenedsættelser i sin prognose.
“De seneste økonomiske nøgletal har vist, at den amerikanske økonomi stadig vokser fornuftigt, mens udviklingen i Eurozonen dog er svagere med tæt på nulvækst,” lyder det fra Flemming Vognsen, medejer af investeringsforeningen Stonehenge.
“Forventningen blandt økonomer er, at USA’s BNP vil vokse omkring 1,5% i 2024 og 2025, mens der ventes en vækst på 0,5-1% i Eurozonen. Altså en blød landing. Hvis inflationen aftager yderligere – og centralbankerne dermed får det ventede råderum til at sænke renterne – vil det øge chancen for endnu højere vækst. Så vækstudsigterne er umiddelbart positive, selvom der også stadig er risici relateret til forsinkede effekter fra de seneste års renteforhøjelser og den ustabile geopolitiske situation,” tilføjer han.
Teknologifesten
Set med investorøjne vil lavere renter og moderat vækst i virksomhedernes indtjening være et rigtig godt scenarie. Og dele af aktiemarkedet har allerede taget forskud på glæderne, mens andre brancher endnu ikke har taget del i festen.
“2023 har handlet rigtig meget om de syv amerikanske teknologigiganter og den rivende udvikling indenfor kunstig intelligens. De syv selskaber – Apple, Microsoft, Alphabet, Meta, NVIDIA, Amazon og Tesla – er i gennemsnit steget 111% i år, mens de fleste andre aktier har haft en noget mere afdæmpet afkastudvikling,” siger Flemming Vognsen og fortsætter:
“Det afspejler, at disse selskaber har gjort det virkelig godt og har draget fordel af samfundets stigende digitalisering og automatisering. Men det afspejler også, at forventningerne er skyhøje. De syv selskaber er nu så store, at deres markedsværdi er større end den samlede værdi af alle aktier i Japan, Kina, UK og Frankrig tilsammen.”
Spredning
Det kan sagtens være, at teknologiaktierne vil fortsætte de seneste års triumftog, siger Flemming Vognsen, men understreger samtidigt, at fremtiden er ukendt, og det går sjældent helt som forventet.
“Derfor er risikospredning et af de bedste råd inden for investering,” tilføjer han. Ved at sprede risikoen på mange forskellige typer værdipapirer og investeringstilgange nedbringer man risikoen og får en mere stabil formueudvikling.”
Han fortæller, at investeringsforeningen Stonehenge i Hasseris Bymidte adskiller sig ved primært at fokusere på undervurderede aktier i de mest indtjeningsstabile brancher.
“Vi investerer langsigtet i profitable selskaber med støt stigende omsætning og indtjening – især indenfor fødevareproduktion, basale forbrugsprodukter og sundhedsydelser, hvor vi altid vil have mindst halvdelen af porteføljen investeret. Det gør vi, fordi vi gerne vil være det stabile fundament i dine investeringer,” påpeger Flemming Vognsen og fortsætter:
“Fordelen ved disse brancher er deres store indtjeningsstabilitet, som typisk giver en støt stigende kursudvikling. Ulempen er, at de mere konjunkturfølsomme brancher i perioder vokser meget hurtigere, og derfor giver højere kursgevinster. Men til gengæld er disse brancher også mere sårbare i krisetider.”
Porteføljen
Selvom den defensive strategi ikke har resulteret i det højeste afkast i år, er Flemming Vognsen tilfreds med porteføljens fremgang.
“I forbindelse med regnskaberne for 3. kvartal havde 33 af de 35 selskaber i vores portefølje således en tilfredsstillende eller bedre end ventet udvikling,” siger han.
Et eksempel på en af deres defensive investeringer er det norske selskab Orkla, der opererer inden for fødevaresektoren. Stonehenge investerede i Orkla i 2022, og siden da har selskabet leveret en stabil drift og en kursstigning på 20%, inklusive et attraktivt udbytte.
“Orkla har netop holdt kapitalmarkedsdag og annoncerede i den forbindelse, at selskabet sigter efter et årligt afkast til aktionærerne på mindst 12-14 % i 2024-2026. Det er en meget selvsikker udmelding, som dog også bakkes op af de seneste års støt stigende vækst i omsætningen og indtjeningen,” lyder det fra Flemming Vognsen, der tilføjer:
“Som forbruger er det træls, når priserne stiger, men som aktionær betyder det afkast. Og så kan man endda glæde sig over at sende lidt penge tilbage til sig selv, hver gang man køber nogle af produkterne. Vi er en meget tilfreds langsigtet investor i Orkla og forventer et godt, solidt og relativt sikkert afkast i de kommende mange år.”
Nytårskur
Flemming Vognsen annoncerede også Stonehenges tradition for at invitere til kundearrangement ved årsskiftet.
“Vi afholder arrangement torsdag den 11. januar i Aalborg og torsdag den 18. januar i Ry. Hold øje med vores hjemmeside for yderligere information,” opfordrede han.
Stonehenge forventer fortsat en stabil og positiv udvikling på investeringsfronten og opfordrer samtidig til risikospredning i det kommende år.






















