Et samarbejde mellem Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) og Folketeatret betyder, at udsatte familier fra Red Barnet Aalborg får mulighed for at få en gratis vinterferieoplevelse til musikforestillingen Hannibal & Jerry.
Vinterferien venter lige om hjørnet i Nordjylland. En tiltrængt ferie for mange børn og unge, og også en god mulighed for at skabe skønne familieoplevelser sammen. AKKC har i samarbejde med Folketeatret sat sig for at skabe en god vinterferieoplevelse for nogle af de familier, der har ekstra meget brug for det. Udsatte familier fra Red Barnet Aalborg er derfor blevet inviteret i Aalborghallen onsdag 18. februar kl. 17, hvor de gratis kan opleve den 5-stjernede musikalske forestilling Hannibal & Jerry.
Vi har tidligere lavet lignende tiltag, og vi synes, at et hus som vores også bør tage et socialt ansvar. Det har vi i dette tilfælde valgt at gøre ved, sammen med Folketeatret, at skabe en vinterferieoplevelse for nogen af dem, der ellers ikke ville have mulighed for at se en familieforestilling i vinterferien, fortæller Nicolaj Holm, direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center.
For at børnene får en storslået teateroplevelse giver AKKC og Restaurant Podium alle inviterede børn en gratis sodavand og popcorn med ind i salen.
Red Barnet Aalborg har fået mulighed for at invitere hele 100 deltagere fra deres klubber, og invitationen er blevet taget utroligt godt imod hos foreningen, som er taknemmelige for at få muligheden. Her er det deres familieoplevelsesklubber, naturklub og Børn på flugt (ukrainske borgere), der skal opleve forestillingen.
Det er desværre ikke alle familier, der har mulighed og økonomisk råderum til at give deres børn ekstra oplevelser i vinterferien. Derfor er Red Barnet meget taknemmelige for, at vores familier får mulighed for at komme i teatret og få en sjov oplevelse. Mange af dem – både børn og voksne – har ikke tidligere været i teatret, så det er også en oplevelse i sig selv, siger Birgit Nielsen, forperson i Red Barnet Aalborg.
Inden længe kan familierne se frem til at se den hjertevarme fortælling om, hvordan venskab overvinder alt og ikke mindst opleve sange som ‘Brug dit hjerte som telefon’,’ Kærlighed er godt’ og ‘ Onkel Morfar’ i Aalborghallen.
Børnene glæder sig, og de har nu også noget at fortælle om, når skolen starter igen. Tak til Folketeatret og AKKC for at give vores familier denne mulighed, slutter Birgit Nielsen.





















