Musik, dans, kunst og fællessang er blandt aktiviteterne, når Vestbydagen torsdag den 3. september fejrer 5-års jubilæum på forpladsen ved Haraldslund.
For femte år i træk samles foreninger, kulturinstitutioner og frivillige om Vestbydagen i Aalborg Vestby. Jubilæumsudgaven finder sted torsdag den 3. september fra klokken 15 til 21 og byder på aktiviteter både på og uden for scenen ved Haraldslund. Mogens Jørgensen, kendt fra TV2 Nord-programmet ”Mogens Kom Forbi”, er konferencier og skal guide de besøgende gennem dagens program.
Musik, dans og Vestbyprisen
På scenen kan publikum blandt andet opleve klubbands fra Vestbyens Fritidscenter, en danseopvisning fra Move Dansestudie og musik fra Aalborg Garden. Der bliver desuden lejlighedskor og fællessang. Senere på dagen spiller Discobandet fra Aalborg Katedralskole, inden Porterboys runder den musikalske del af programmet af med sømandsmusik og danske klassikere. Traditionen tro skal Vestbyprisen også uddeles. Prisen går til en person, gruppe eller et initiativ, der har gjort en særlig forskel for Vestbyen.
Kunst i svømmehallen
Programmet begrænser sig ikke til hovedscenen. I svømmehallen kan gæsterne opleve en kunstperformance af Yi Ten Lai arrangeret af Kunsthal Spritten. På en loungescene bliver der samtidig plads til talks, vinylmusik og forskellige musikalske indslag.
500 gratis is
Mad og drikke er også en del af Vestbydagen. I anledning af arrangementet bliver der uddelt 500 gratis is efter først til mølle-princippet. Flere lokale aktører står desuden for salg af mad og drikke. Tabu Catering serverer burgere fra grillen, Aalborg Freja står for pølser og brød, mens Fraaderen serverer sandwiches. Derudover bliver der mulighed for at købe blandt andet øl fra Hjort Beer og lemonade. 5-års jubilæet bliver også markeret med fem Vestby-goodiebags. De udloddes blandt personer, der har delt et minde fra Vestbyen på Vestbydagens Facebook-side.
Vestbydagen arrangeres i samarbejde mellem lokale foreninger, kulturinstitutioner og frivillige og har siden starten været tænkt som en fælles dag for Aalborg Vestby.
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077




















