Kjærs Mølle udviklede sig fra kornmølle til en af Aalborgs største industrivirksomheder og kom samtidig til at spille en afgørende rolle i udviklingen af Kærby som bydel.
Båndene mellem Aalborg og Hasseris har været tætte lige så længe, vi har kilder, der kan belyse forholdene i området. Der er meget, der tyder på, at Aalborg er opstået på jord, der har været en del af det, der siden blev til Hasseris Sogn. Gårdmændene i Hasseris havde for eksempel samme rettigheder til at handle på Aalborgs torv som byens købmænd ifølge det ældste kendte dokument, der regulerede styret og forholdene i købstaden. Det er fra 1341. Men der var andet, der også bandt beboerne i Hasseris til Aalborg: Når de skulle have malet deres korn, måtte de fleste af dem bringe kornet til møllerne i Aalborg. Dem var der tre af: Gammel Mølle ved nuværende Mølle Plads, Ny Mølle ved Vesterå og Kjærs Mølle. Kjærs Mølle er den eneste, der stadig findes synlige rester af, mens de fleste spor af de to andre forsvandt ved åernes overdækning i Aalborg i slutningen af 1800-tallet. Kjærs Mølle er også den eneste, der udviklede sig fra kornmølle til en industrivirksomhed. Det er desuden den eneste, der delvist ligger i det, der blev til Hasseris, lige på grænsen mellem byens og landsognets jorder.
Kjærs Mølle bliver til fabrik
Selve møllen lå på Aalborg bys jorder, men den jord, der hørte til møllen, lå mod syd i det område, der senere blev til Kærby. Det var en del af Budolfi Landsogn, altså Hasseris. Før 1851 havde møllerne eneret på at male de omkringliggende gårdes korn. Da denne eneret ophørte, var Kjærs Mølle ikke længere en god forretning. Den kom til salg på et tidspunkt, hvor tre investorer med interesse i klædefabrikation var på udkig efter et sted med vandkraft til at etablere en fabrik. Initiativtagerne var P.C. Dinesen, der i 1846 havde startet en mindre klædefabrik med farveri i Aarhus og Wilhelm Rodskier, der var bestyrer på klædefabrikken Bruunshåb syd for Viborg. De havde sagfører Otto Jespersen fra Helsingør med som investor og juridisk ekspert. Dinesen havde et stykke tid været på jagt efter en egnet placering til en klædefabrik, da hans virksomhed i Aarhus ikke havde mulighed for at udvide, og da Kjærs Mølle kom til salg i 1851, slog de tre partnere til.
Der blev bygget en ny klædefabrik hen over åløbet, som drev to møllehjul, der leverede kraft til karte- og spindemaskiner samt vævene, der fandtes på den nye bygnings 1. og 2. etage. Der blev også opført en ny beboelsesbygning, mens de gamle bygninger blev anvendt til andre formål i virksomheden som lager og farveri. Maskineriet blev i øvrigt i stort omfang leveret af De Smithske, der fra 1834 kunne levere støbegods og maskindele i Aalborg og omegn. Som mange nyetablerede virksomheder havde også Kjærs Mølles Fabrikker likviditetsproblemer i starten. Her kom tilfældet til at hjælpe de tre investorer: De nyopførte bygninger og maskineriet blev brandforsikret, så da selve fabrikken i 1854 brændte ned, kunne man opføre en ny fabrik og få år senere etablere sig med dampkraft i stedet for kun at have vandkraft til rådighed. Det gav helt nye muligheder, og da en af investorerne samtidig vandt en stor gevinst i et lotteri, som blev sat i fabrikken, kom der gang i en efter aalborgforhold ret god vækst i produktion og salg.
En erhvervssucces
Kjærs Mølle udviklede sig til en af landets største klædefabrikker (med uldstoffer) omkring 1900, og fremgangen fortsatte helt frem til 1920 med investeringer og udvidelser af både bygninger, maskineri og antallet af ansatte. Tiden efter 1. verdenskrig blev noget helt andet. Der kom krisetider, og virksomheden manglede kapital til at kunne omstille sig til nye moder og udvikle nye typer stoffer. I 1931 var det kommet så vidt, at det var tæt på, at Kjærs Mølles Fabrikker måtte standse. Men da det så sortest ud, viste det sig, at man havde en uudnyttet reservekapital. Jorden syd for møllen kunne udstykkes, sælges og udvikles til et større boligområde tæt på Aalborg, som på den tid manglede nye områder til en voksende befolknings boligbehov.
Der var 23 tønder land ager- og engjord til møllen, og de blev til det, vi i dag kender som Kærby. De løbende indtægter fra salg af jord op gennem 1930’erne holdt virksomheden kørende, selvom man måtte indskrænke antallet af medarbejdere til 75, hvilket var det halve af, hvad det havde været før. Produktionen af herrehabitter blev i stort omfang solgt i fabrikkens eget udsalg på Nytorv i Aalborg, men ud over habitter produceredes også klæde til uniformer, og det holdt gang i virksomheden, der under besættelsen i 1940-45 havde stabil omsætning og overskud, selvom de stoffer, man producerede, var præget af erstatningsvarer og dårlig kvalitet uld.
Fortsat udvikling efter 1945
I efterkrigstiden fortsatte udviklingen trods nedture frem til midten af 1950’erne, og i 1960’erne fik virksomheden del i de gode tider. Der blev solgt mere klæde og udviklet nye typer kunststoffer, der også kunne eksporteres. Efterhånden begyndte virksomheden også at satse på udvikling af møbelstoffer af høj kvalitet, hvilket pegede fremad: Det var produktion af møbelstoffer, der blev kernen i virksomhedens salg, da konkurrence fra klædefabrikker i Asien efterhånden tog livet af hele den danske tekstilproduktion. Satsningen på kvalitetsstoffer til møbler blev helt entydig, da aktierne i Kjærs Mølle i 1979 blev overtaget af familien Gabriel, der havde en større grossistvirksomhed inden for boligtekstiler i Fredericia. Det førte få år senere til, at de to virksomheder i 1985 blev slået sammen under navnet Gabriel, som virksomheden stadig hedder, og hele virksomheden blev samlet på Kjærs Mølle. Omkring år 2000 havde virksomheden stor succes med produktion af uldstoffer til både SAS og DSB, ligesom de store møbelfabrikanter aftog produkterne til mange af de ikoniske danske designmøbler, der stadig efterspørges. Succesen er fortsat, og virksomheden er stadig i god gænge, men nu mest som såkaldt kompetencecenter, mens mange af processerne i produktionen foregår andre steder i verden.
Området omkring Kjærs Mølle er i øjeblikket ved at gennemgå en større omlægning i forbindelse med Østerås fritlægning. Men man kan stadig gå på stien til Kærby forbi fabrikken, hvor bygningerne og de dele af åløbet og dets opstemninger, der stadig findes, vidner om en mangeårig produktion i en virksomhed, der er Aalborgs næstældste eksisterende (efter Desmi), og dermed har vist sig at være holdbar.
Læs resten af juli-avisen her
