Huset i Hasserisgade lægger scene til en række koncerter i april, hvor publikum kan opleve musik, der spænder fra eksperimenterende guitar og nordisk elektronika til amerikansk folkemusik og singer-songwriter-pop, med både nye stemmer og etablerede bands.
Foråret bringer musik til Huset i Hasserisgade, der i løbet af april præsenterer et mangfoldigt koncertprogram, som byder på intime duoer, singer-songwriters og bands, der kombinerer folkemusik med elektroniske elementer.
Nordisk melankoli og elektronisk pop
Den dansk-færøske sanger og sangskriver Lea Eyðbjørg åbner sæsonen fredag den 3. april. Med sin kombination af nordisk melankoli og elektronisk pop har hun markeret sig som en af Nordens mest dragende nye stemmer. Hun debuterede i 2023 med singlen ”blå nætter” og udgav i 2024 EP’en ”kærlighedsdigte til de uhjælpelige”. Til koncerten præsenterer hun også nye sange, der udkommer i 2026.
Eksperimenterende guitar og strygekvartet
Torsdag den 9. april gæster den eksperimenterende guitarduo Yngel scenen med en særlig opstilling, hvor duoen udvides med strygekvartet. Duoen, bestående af Emil Palme og Taus Bregnhøj-Olesen, arbejder med alternative spillemåder, blandt andet buer lavet af sten, og udforsker nye klangmuligheder på den elektriske guitar. Musikken bevæger sig mellem folkemelodiske spor, neoklassisk romantik og avantgardens nysgerrighed, hvor improvisation smelter sammen med længselsfulde melodier. Yngel er aktuelle med deres sjette album ”Silva” og har de seneste år turneret internationalt.
Tradition møder elektronika
Onsdag den 22. april indtager bandet AySay Hasserisgade 10. Bandet kombinerer anatolske folketraditioner med nordisk elektronika og skaber et lydunivers, hvor kulturer mødes. Frontfigur Luna Ersahins vokal leder publikum gennem sange på tyrkisk, kurdisk og dansk, og musikerne Aske Døssing Bendixen og Carl West Hosbond kombinerer traditionelle instrumenter som saz med moderne pop- og elektroniske elementer. AySay har modtaget flere priser, herunder Danish Music Awards Roots for albummene ”Su Akar” og ”KÖY”.
Sæsonen afrundes fredag den 24. april med Twang, en trio kendt for at kombinere humor, nærvær og musikalsk overskud. Med guitar, violin, banjo, kontrabas og trestemmig sang bevæger bandet sig mellem jazz, Appalachia og violinbaserede hiphop-beats. Koncerten byder på både hudløs melankoli og satiriske numre, krydret med historier, drillerier og spontane instrumentskift, og giver en varm og levende musikoplevelse, hvor tradition og fornyelse mødes.
Læs resten af april-avisen her
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077





















