Blegdalsgården på Lilletoften skal gennemgå en omfattende renovering til 17 millioner kroner, så det gamle foreningshus fortsat kan samle spejdere, fotoklubber og vikingeentusiaster i moderne og bæredygtige rammer.
Blegdalsgården har i årtier været centrum for foreningslivet i Hasseris. Her holder spejdere, fotoklubber og vikingeentusiaster til, og huset har lagt rammer til alt fra lejrbål og fotoudstillinger til historiske rollespil. Men bygningen har længe været i dårlig stand. Utætte tage, sætningsskader og slidte materialer har gjort, at huset næsten ikke kunne bruges uden løbende midlertidige reparationer. Efter mange års lappeløsninger står den historiske gård derfor nu over for en stor renovering. Det oplyser MigogAalborg.
Omfattende renovering undervejs
Renoveringen, som gennemføres af Aalborg Kommune i samarbejde med arkitektfirmaet Nord, omfatter udskiftning af tag, vægge og vinduer samt energirenovering. Indvendigt får huset nye lokaler, et fælles køkken og et stort fællesrum, der kan rumme både daglige aktiviteter og større arrangementer. Materialer og energiforbrug er valgt med fokus på bæredygtighed, og limtræ og træbeklædning skal give huset et moderne, men varmt og indbydende udtryk.
Nyt fællesskab for spejdere og børn
Udendørsarealerne udvides, og børnehaven Lilletoften får adgang til lokalerne til til forældremøder og brug for små grupper. Spejderne får samtidig et stort fællesområde med plads til alle aktiviteter og et gulv, der kan tåle mudrede sko. Kommunen fremhæver, at renoveringen er vigtig for lokalsamfundet og sikrer, at huset fortsat fungerer som et alternativ til de typiske sportstilbud i området.
Klar til brug i 2027
Projektet er budgetteret til 17 millioner kroner, fordelt mellem de strukturelle arbejder og de indvendige forbedringer. Arbejdet forventes færdigt i midten af 2027, hvorefter foreningerne kan flytte tilbage til det nyrenoverede hus. Indtil da anvendes midlertidige lokaler i Mølleparken.
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077





















