Egholmlinjens anlægslov er i offentlig høring med planer om at starte motorvejsarbejdet i 2025, mens Aalborg Kommuner vil anmode om en fristforlængelse for at gennemgå alle indkomne svar før lovforslagets behandling.
Med den politiske aftale Infrastrukturplan 2035 af 28. juni 2021 blev det besluttet at etablere en 3. Limfjordsforbindelse i Egholmlinjen. Anlægsarbejdet forventes igangsat i 2025, men inden da skal Folketinget vedtage en anlægslov for vejprojektet.
Planen er at fremlægge lovforslaget for Folketinget i februar 2024.
Derfor har Vejdirektoratet og Transportministeriet har nu sendt et lovforslag for den kommende forbindelse i offentlig høring frem til den 11. januar 2024. Samtidig med høringsperioden for lovforslaget har Vejdirektoratet også sendt sine supplerende miljøvurderinger af projektet i høring.

Forlængelse af høringsfristen
I Aalborg Kommune har Økonomi og Erhverv rejst spørgsmålet om en mulig forlængelse af høringsfristen for lovforslaget og den supplerende miljøkonsekvensvurdering.
Byrådets næste planlagte møde den 22. januar 2024 skaber en tidsmæssig udfordring i forhold til at behandle indkomne svar.
Derfor har byrådet besluttet at ansøge om en generel forlængelse af høringsfristen med 14 dage, så de kan gennemgå alle svar på det planlagte møde den 22. januar 2024.
Alternativt vil der blive indkaldt til et ekstraordinært byrådsmøde den 10. januar 2024, hvis ikke forlængelsen opnås.
Sådan planlægges motorvejen
Planen er at lave en stor, fire-sporet motorvej vest for Aalborg med en landskabsbro over Østerådalen, en tunnel under Limfjordens sydlige løb, Sønderdyb, og lavbroer over Limfjordens nordlige løb, Nørredyb.

Motorvejen bliver omkring 20 km lang og er en forlængelse af en eksisterende motorvej, E39 Hirtshalsmotorvejen.
Der skal være fem steder, hvor man kan køre på og af motorvejen, og to motorvejskryds til E45 Nordjyske Motorvej og E39 Hirtshalsmotorvejen.
Projektet inkluderer også ændringer af nogle veje og bygning af nye veje, signalregulerede kryds og udvidelser af eksisterende veje som Hobrovej, Ny Nibevej, Nørholmsvej, Thistedvej og Høvejen.
Der planlægges også støjreducerende foranstaltninger, faunapassager, erstatningsnatur og systemer til at håndtere regnvand fra vejen.






















