Der var både smagsprøver, musik og lange køer til udsigten fra toppen, da Podium onsdag eftermiddag officielt genåbnede Aalborgtårnet og de nye faciliteter omkring Skydepavillonen.
Mange aalborgensere havde fundet vej til byens ikoniske vartegn, hvor der var inviteret til åbent hus med gratis adgang til tårnet, hyggelig stemning og smagsoplevelser i de nye omgivelser.
Det var Aalborgs borgmester, Lasse Frimand Jensen, der sammen med restauratør Michel Lycoops stod for den officielle åbning og klippede snoren til ”det nye” Aalborgtårn.
Siden Michel Lycoops overtog forpagtningen af både Skydepavillonen og Aalborgtårnet, har der været arbejdet intensivt på at forny området og skabe nye oplevelser omkring det historiske sted. Ved arrangementet kunne gæsterne for første gang opleve de opdaterede lokaler og det nye haveområde under tårnet.
Ifølge Michel Lycoops er ambitionen at gøre området til et samlingssted for aalborgenserne – og skabe langt mere end blot en tur til tops i tårnet.

– Tidligere har Aalborgtårnet været lidt en flaskehals, blandt andet fordi elevatoren er meget vejrfølsom, og der kun kan være 60 personer ad gangen. Derfor har vi ønsket at skabe flere oplevelser omkring stedet, så gæsterne også får lyst til at blive hængende hernede, fortalte han.
Han kunne samtidig præsentere det nye haveområde under Aalborgtårnet, som fremover bliver omdannet til frokostrestaurant med daglig åbning. Her bliver der blandt andet mulighed for at nyde klassiske frokostretter som smørrebrød, stegt rødspætte, blåmuslinger og tatar.
Samtidig har selve Aalborgtårnet fået en mere minimalistisk indretning, så udsigten over byen får endnu mere plads.
I det nyindrettede ishus blev der serveret smagsprøver fra Kastbergs Gourmet-Is, mens gæsterne også kunne nyde drinks, snacks og musik fra DJ Tom Needlesplit.
Der var stor interesse for at komme til tops i Aalborgtårnet, hvor elevatoren kørte flittigt hele eftermiddagen. Fra toppen kunne gæsterne nyde udsigten over Aalborg akkompagneret af stemningsfuld musik.

Også borgmester Lasse Frimand Jensen glædede sig over genåbningen af byens kendte vartegn. Han fremhævede, at det nye kaffe- og ishus, Aalborgtårnet, Skydepavillonen samt “terrassen” bliver en tilføjelse til byens kultur- og restaurantliv.
Med et smil sammenlignede han endda oplevelsen med familiens besøg i Eiffeltårnet sidste sommer.
– Jeg synes faktisk ikke, Eiffeltårnet kan hamle op med udsigten herfra, lød det fra borgmesteren, der samtidig understregede, at de nye tiltag vil styrke Aalborg som destination for både lokale, nordjyder og internationale gæster.
Han rundede talen af med ordene:
– Det skal være nemt at komme til Aalborg, men svært at forlade os igen.
Efter genåbningen holder Aalborgtårnet nu åbent for besøgende hver dag fra klokken 10 til 17.























