Et opslag på sociale medier med en tilsyneladende trussel mod blandt andet Gl. Hasseris Skole førte for nylig til en politianmeldelse. Nordjyllands Politi fandt senere frem til personen bag og vurderede, at der ikke havde været en reel trussel mod skolerne.
En gruppe elever på Gl. Hasseris Skole reagerede onsdag i sidste uge, da de stødte på billeder på TikTok, som vakte bekymring. Eleverne gik til en lærer, hvorefter skoleledelsen blev orienteret. Det skriver Nordjyske, der har talt med både Gl. Hasseris Skole og Nordjyllands Politi om episoden. Opslagene omhandlede Gl. Hasseris Skole, Stolpedalsskolen og Skipper Clement Skolen og indeholdt formuleringer, der kunne opfattes som trusler. Kommunens Børn- og Ungeforvaltning anmeldte derfor forholdet til politiet.
Ingen evakuering
Nordjyllands Politi vurderede efter anmeldelsen, at der ikke var grundlag for at evakuere skolerne. Senere fandt politiet frem til en 11-årig dreng fra Aalborg-området, som ifølge Nordjyske stod bag opslagene. Politiet vurderer, at der ikke på noget tidspunkt var tale om en reel trussel mod skolerne. På Gl. Hasseris Skole tog ledelsen alligevel situationen alvorligt. Afdelingsleder Helle Rossell Bols oplyser til Nordjyske, at skolen rettede sig efter myndighedernes vurdering og ville have fulgt politiets vejledning, hvis det var blevet vurderet, at elever og personale ikke kunne blive på skolen.
Opfordrer forældre til at følge med
Opslagene var ifølge Nordjyske en del af en trend på TikTok, hvor AI-genererede billeder med en figur fra filmen “The Cat in the Hat” bliver placeret ved kendte lokale steder. I nogle tilfælde ledsages billederne af tekster, der kan opfattes som truende. Efter episoden opfordrer Nordjyllands Politi forældre til at interessere sig for, hvad deres børn foretager sig på sociale medier, da børn kan have svært ved at gennemskue konsekvenserne af at dele den type indhold. Ledelsen på Gl. Hasseris Skole ville samtidig rose de elever, der reagerede på opslagene og gjorde en lærer opmærksom på dem.


























