Foråret betyder mere tid i sandaler, sommersko og bare tæer. Pia Gyde fra Sunde Fusser i Bygaden giver her råd til, hvordan fødderne kan forberedes på den aktive sæson.
Når temperaturerne stiger, og udelivet igen fylder mere i hverdagen, bliver fødderne sat på arbejde. For mange betyder det et skift fra lukkede sko til lettere fodtøj, og ifølge fodbehandler Pia Gyde kan enkle daglige øvelser være med til at gøre overgangen lettere.
Forbered fødderne på foråret
Pia er uddannet statsautoriseret fodterapeut, og har egen klinik i Bygaden, opfordrer til at give fødderne lidt opmærksomhed i takt med, at foråret nærmer sig.
“Vores fødder skal i gang med en periode i sommersko, sandaler eller bare tæer. Det er en god idé at forberede dem på en aktiv periode.”
Hun peger på, at det kan være en fordel at starte dagen med enkle øvelser, som kan laves allerede i sengen eller på sengekanten.
Hverdagsgymnastik
Ifølge Pia kan fodgymnastik være en nem måde at styrke føddernes funktion og bevægelighed på.
“Begynd med at sprede og samle tæerne nogle gange. Hold tæerne spredt i et par sekunder, og knug dem derefter sammen igen. Vip forfoden frem og tilbage, og hold foden i yderpositionerne et øjeblik. Afslut med at dreje foden roligt rundt i fodleddet i begge retninger”, forklarer hun.
Pia forklarer, at øvelserne kan udføres liggende eller siddende og gerne gentages flere gange i løbet af dagen.
“Øvelserne giver smidige tæer og fodled og øger blodgennemstrømningen til den yderste del af kroppen.”
Pleje og fodtøj
Ud over øvelser anbefaler Pia også daglig pleje af fødderne.
“Det er en god idé at smøre fødderne med creme hver dag. Men undgå at komme creme mellem tæerne, hvor der skal være tørt”, lyder det.
Hun understreger samtidig vigtigheden af at vælge fodtøj, der sidder godt fast på foden, når sommeren nærmer sig.
Klar til en aktiv sæson
Med enkle øvelser, daglig pleje og passende fodtøj er ens fødder ifølge Pia Gyde således bedre rustet til den kommende sæson med mere aktivitet og udendørsliv.
”Med de her øvelser samt tips og tricks ønsker jeg alle et godt fod-forår”, slutter hun.
Læs resten af maj-avisen her
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077






















