Rådmand Jan Nymark Rose Thaysen (V) er klar med finansiering til korps af tryghedsvægtere, der skal patruljere i parker og andre centrale byområder. Aalborg skal være borgernes by – en tryg og sikker by, hvor borgerne ikke skræmmes af kriminelle eller truende typer, udtaler rådmanden. Gruppeformand Daniel Borup (V): Safe House er fantastisk godt – men bare ikke nok.
Venstre blev først på sommeren stemt ned i byrådssalen, da partiet foreslog, at Aalborg Kommune lige som København og Aarhus udnytter en ny lovgivning, som åbner for, at kommuner kan oprette et kommunalt korps af tryghedsvagter.
Alle andre partier i byrådet var desværre imod, men nu kommer Venstre med en ny version af forslaget, som partiet håber at skaffe flertal bag, når byrådets partier mødes til forligsforhandlinger.
-Vi er helt klar over, at de andre partier er skeptiske, men nu kommer vi med et justeret forslag – og en konkret finansiering af det. Vi har lavet en samlet tryghedspakke – og vi kommer med den, fordi vi ved, at borgerne ønsker det. Der ER behov for at udvide trygheden i det offentlige rum – ud over det, Politiet, Natteravnene og andre gode kræfter gør i forvejen”, udtaler Jan Nymark Rose Thaysen, der er Venstres politiske leder i Aalborg og rådmand i By og Land.
Venstres forslag handler om, at det kommunale P-Nord ved siden af en lang række vagt- og vægteropgaver, skal varetage flere opgaver.
-Vi vil gerne vil se tryghedsvægtere i Vestre Fjordpark, Karolinelund, Østre Anlæg m.fl., hvor de foruden fokus på høj musik fra soundbokse, der ofte genere beboerne i nærområderne, skaber tryghed alene med deres tilstedeværelse. Ligeledes skal de patruljere langs havnefronten og andre steder i midtbyen, hvor vi løbende hører, at folk føler sig utrygge”, udtaler Jan Nymark Rose Thaysen og fortsætter:
-Vi skal vise, at Aalborg er en tryg by, hvor borgerne ikke skræmmes af kriminelle eller truende typer, eller må flygte fra soundboksene ud i deres sommerhus eller kolonihave, for at få deres nattesøvn.
-Ligesom der er butiksindehavere, som hyrer vagtselskaber til at gå rundt på gågaderne og i Aalborg Storcenter. Det øger trygheden og forebygger mange af de dårlige oplevelser, som mennesker kan have. Det vil Venstre også have til at ske centrale steder i midtbyen, når der er behov for det.”
Rådmandens forvaltning, By og Land, er i forvejen ansvarlig for P-Nord, og efter rådmandens mening er der ikke langt fra mange af de opgaver, p-vagterne allerede løser i byen i aften og natte- timer til de nye tryghedsopgaver, Venstre fremover ønsker løst:
“Ud over p-kontrol løser medarbejderne i P-Nord en lang række vagtopgaver og vægterservice i aften- og nattetimerne. Der laves eksempelvis vægterservice på kommunens bygninger mht. tyverialarmer og brandalarmer, og man løser opgaver med overfaldsalarmer og tryghedskald for kommunens institutioner. Desuden løses vagtopgaver på forskellige byområder, såsom Lille Tingbakke i Vodskov, boligblokke i Øgadekvarteret og på Præstemarken, og endvidere udføres videotilkald på kommunens skoler. P-Nord leverer en service, der får Aalborg til at fungere i hverdagen – og det skal de såmænd blot lave mere af”, udtaler Venstre-rådmanden.
Daniel Borup er formand for Venstres byrådsgruppe – og i sommer var han ordfører på forslaget om kommunale tryghedsvagter. Nu siger han:
“Ligesom vi på TV fik dokumenteret, at salget af narkotika i Aalborgs natteliv var meget løssluppent, så sker der også andre uheldige ting i by- og nattelivet, som vi skal til livs.
-Vi har hele vejen støttet etableringen af Safe House, som gør en kæmpe forskel for rigtig mange unge, som kommer i Jomfru Ane Gade, men vi skal have mere af den slags nye tryghedsskabende initiativer – og Venstre har ikke bare ideerne til, hvordan vi kan tage de næste skridt – vi har også pengene med til opgaven. Nu er det så op til de andre partier at vise, om de lige som Venstre vil prioritere borgernes tryghed i Aalborg på alle tider af døgnet,” siger V-gruppeformand Daniel Borup.





















