Denne måned anbefaler Hasseris Bibliotek en spændende roman om Anna, der efter sin bror Rasmus’ tragiske selvmord, vender hjem til Djursland for at afdække sandheden om hans liv.
Hasseris Bibliotek har kigget i bogreolen for at finde den ideelle roman til de mørke novemberaftener.
De har opdaget Elsebeth Egholms stærke skildring af familiære relationer og et nuanceret billede af psykisk sygdom, hvilket gør ‘Budbringeren’ til det perfekte valg til denne tid.
Om ‘Budbringeren’
Anna er vokset op på Djursland med sine forældre og 3 søskende. Her i blandt hendes tvillingebror Rasmus, som er psykisk syg.
Da det blev for svært med Rasmus’ sygdom, hans indlæggelser og hans vrede og vrangforestillinger; flygtede Anna til udlandet for at arbejde for en hjælpeorganisation.
Da hun får besked om at Rasmus har begået selvmord, ved at kaste sig ud fra et tag; rejser hun hjem til Djursland.
Hvorfor tog hun ikke telefonen, sidst Rasmus ringede? Hvad ville han? Anna kan ikke forstå at Rasmus skulle have taget livet af sig. Kan det have været et uheld? Familien vil helst hun lader det ligge, alle er kuet af de fortielser der har været; og den belastning det har været at have en psykisk syg bror, søn, som var anderledes, udadreagerende og angst.
Meget er igennem årene blevet fortiet. Hemmeligheder er blevet bevaret inden for familien.
Rasmus har ikke fået den hjælp, han måske burde have haft, fra barnsben af; bl.a fordi faren ikke ville acceptere at Rasmus var syg. Faren mente ikke han fejlede noget, han skulle bare ta’ sig sammen og koncentrere sig om at lære noget, han skulle ikke pylres om. Derfor kommer han bl.a ikke til skolepsykolog som moren og især mormoren mente var en god idé.
Til begravelsen møder Anna sin ungdomskæreste Samuel. Sammen begynder de at samle brikker til puslespillet om Rasmus’ liv.
De opsøger de få mennesker der var omkring Rasmus, for at prøve om de kan komme nærmere en forklaring på hvorfor han skulle være sprunget ud fra taget. Til sidst får de stykket et billede sammen af hvad der er sket. Til sidst er det ikke kun et spørgsmål om hvad Anna ikke ved, men også hvad Samuel ikke fortæller. Hvad der er blevet fortiet i årtier.
Det er en spændende bog, man ikke kan ligge fra sig. Den er ikke som Egholms serie om Dicte, en krimi. Men den har spændingen fra krimien, der er kærlighed og en rigtig god karakteristik af familien og deres indbyrdes forhold til hinanden.
Om forfatteren
Elsebeth Egholm er uddannet journalist. Hun er opvokset i Lisbjerg ved Århus. Efter gymnasiet læste hun musikvidenskab. Hun skiftede dog senere retning og blev journalist.
Siden år 2000 har hun mest arbejdet som forfatter. Bl.a med serien om journalisten Dicte Svendsen, som går politiet i bedene og af og til komplicerer politiets efterforskning. Serien om Dicte Svendsen er senere lavet som tv-serie.
”Budbringeren”
af Elsebeth Egholm
Sider 454
Forlag Peoples 2024























