Aalborg KFUM Fodbold inviterer alle piger i alderen 5 til 11 år til en sjov fodbolddag fyldt med spændende aktiviteter fredag den 8. september, når Pigeraketten sendes ud i rummet.
Pigeraketten er DBU’s populære fodboldaktivitet for alle 5-11 årige piger, hvor pigerne flyver ud i et unikt rumunivers, hvor de skal besøge planeter med forskellige fodboldaktiviteter for at finde delene til klubnøglen, der er blevet ødelagt.
DBU’s astronaut og klubbens egne hjælpere sørger for, at pigerne får nogle sjove timer med fodbold.
“Vi får besøg af dussen på Gl. Hasseris Skole og Stolpedalskolen, men er der andre piger, der gerne vil deltage, så er de meget velkomne,” lyder det fra Anders Christensen, Forretningsfører ved Aalborg KFUM Fodbold.
Pigerne lander igen på Jorden med masser af sjov og måske nogle nye veninder efter cirka 2 ½ time – undervejs har de været på en rumrejse, der har lært, hvad fodbold som idrætsaktivitet kan tilbyde.
Det er gratis at deltage, og der er ingen tilmelding.
Alle er velkomne, uanset om man har prøvet fodbold før eller er helt ny.
Det eneste krav er, at man kommer i tøj og sko, man kan bevæge sig i, tager sin vandflaske med under armen og medbringer det gode humør.
Dato: Fredag den 8. september 2023
Tidsrum: 13.00-16.00
Sted: Aalborg KFUM Fodbold, Under Lien 60, 9000 Aalborg





















