En hængekøje, et lagen og tre paraplyer var med til at gøre udslaget, da LOA af Aalborg fik sejren inden for rækkevidde på sidste etape af den ugelange kapsejlads Fyn Rundt 2023.
Efter et par hæderlige indledende etaper blev det til to top-tre-placeringer og dermed stod sidste etape som en fuldstændig åben dyst om den samlede bronzeplads. Desværre var vinden stærkt begrænset på den afsluttende sejlads fra Faaborg til Svendborg, men skipper Flemming Hansen og hans 31 mand store besætning formåede at placere LOA optimalt, da starten gik.
Det følgende par timer lykkedes det med den rette kombination af dygtigt sømandskab og opfindsomhed at holde LOA forrest i feltet, så det blev til en førsteplads. Og i kraft af de øvrige skibes placeringer viste det sig at være tilstrækkeligt til, at LOA også kunne sejle en samlet tredjeplads i de store skibes klasse hjem.
”LOA har i flere omgange vundet kapsejladsen Limfjorden Rundt, men trods adskillige forsøg er det aldrig lykkedes at opnå en nævneværdig placering på Fyn Rundt. Derfor er det så meget desto mere glædeligt, at LOA er kommet hjem med en samlet tredjeplads, som naturligvis giver blod på tanden både med hensyn til Limfjorden Rundt senere på sæsonen og Fyn Rundt i 2024”, siger projektkoordinator Leif Ervolder.
LOA er efter Fyn Rundt taget videre på togt til den svenske skærgård. Derefter følger blandt andet en længere række aftensejladser, deltagelse i Aalborg Regatta 23.-27. august og årets sidste kapsejlads Limfjorden Rundt en måneds tid senere samt et ugelangt togt med unge fra Aalborg Kommune, inden skibet rigges af i første halvdel af oktober.
”Derefter følger en periode uden sejladser, men med stor travlhed på LOA Værft, for vi skal have gjort skibet i tiptop stand før den nye sæson. Den tager vi hul på omkring Dronningens fødselsdag i 2024. Endnu er sejladsplanen ikke lagt, men vi håber at kunne få enderne til at mødes, så det fra slutningen af juni og en måneds tid frem er muligt at være med i både en del af The Tall Ships Races i Østersøen og Fyn Rundt”, fortæller Leif Ervolder.
Til den tid vil LOA forhåbentlig være udstyret med nye sejl, idet de nuværende er godt slidte efter at have tjent skibet, siden det i den aktuelle skikkelse tog ud på det første togt i sommeren 2009. Takket være velvilje fra Johan Schrøders Fond, Norlys Vækstpulje, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Dagmar og Leon Levins Fond & C.A. Levins Fond, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond, Lauritzen Fonden, Melsen Fonden, Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel, Jubilæumsfonden af 12. august 1973, kommunikationsministeriet.dk og Støtteforeningen LOAs Venner mangler nu kun et mindre beløb, før alle pengene til indkøb af sejlene er på plads.





















