Aalborg Teaters nye kunstneriske leder, Kjersti Hustvedt, lover en teatersæson fyldt med varierede oplevelser, der vil glæde både store og små teaterelskere.
Det er med stor glæde, at den nye teaterdirektør Kjersti Hustvedt kan løfte sløret for Aalborg Teater sæsonprogrammet for 2024/25.
Sæsonen byder på en række spændende forestillinger, herunder tre Danmarkspremierer, som lover noget for enhver smag.
En tur i Jylland
Aalborg Teater præsenterer tre nye stykker, der får deres Danmarkspremiere i den kommende sæson. Her er tale om den store juleforestilling, “Det magiske Tivoliteater”, musikteaterforestillingen “Meter i Sekundet”, baseret på Stine Pilgaards succesroman, og Henrik Szklany’s nyeste værk “Flextrafik og slagtesvin”.
Kjersti fortæller, at både “Meter i Sekundet” og ”Flextrafik og slagtesvin” udspiller sig i det jyske, hvor ”Meter i sekundet” foregår på en højskole i Vestjylland, og ”Flextrafik & Slagtesvin”, som faktisk er skrevet til Aalborg Teaters store scene, handler om tilværelsen i en jysk provinsby, hvor de store jordbrug overtager det hele, hvor skolen og Brugsen lukker og hvor busruten nedlægges.
Aalborg Teater fortsætter i det jyske med forestillingen ”Klumpfisken”, der udspiller sig i Hirtshals og handler om kvoter, kuttere og københavnske havbiologer.
Mangfoldigt program
Kjersti Hustvedt udtaler, at publikum kan forvente et varieret program, der appellerer til alle aldersgrupper og genrer.
“Jeg glæder mig til det hele!” siger Kjersti med et grin. Hun tilføjer, at hun især ser frem til at se børn, forældre og bedsteforældre samles om juleforestillingen.
“Vi har gjort os umage for, at det ikke kun er for børnene, men for hele familien, så de kan få en god oplevelse sammen.”
Hun fortæller, at årets juleforestilling, “Det magiske Tivoliteater”, bliver en imponerende produktion med 20 skuespillere på scenen, der endda har fået undervisning i at trylle.
“Det er en kæmpeforestilling, og vi er gået all-in på at skabe julestemning,” siger Kjersti.
Med på scenen
Sæsonen starter stærkt med en nyfortolkning af Henrik Ibsens “Vildanden”, instrueret af Camille Sieling Langdal, som i forrige sæson imponerede med “Høstsonaten”. I denne opsætning søger teatret statister til at spille tjenestefolk i en overklassefest. Der søges 3-4 mænd og 1-2 kvinder i alderen 50-60 år, som ”gerne må have lidt fysik,” siger Kjersti.
Interesserede kan sende et vellignende billede og lidt information om sig selv til forestillingsleder Katrine Madsen på Kj@aalborg-teater.dk hurtigst muligt. De starter prøver 1. august og forestillingen har premiere den 14. september 2024. Herefter spilles forestillingen hver aften og lørdage til og med 19. oktober.
Ud over de nævnte forestillinger, byder sæsonen også på forestillinger som “Pippi Langstrømpe”, “Mio min Mio”, “Der Weltuntergang” og “Næste år bliver øllet bedre”.
Det fulde program kan ses her: Sæsonkatalog 2024-25 by Aalborg Teater





















