Lørdag, den 23. april samles 35-40 mand på Springeren – Maritimt Oplevelsescenter. Baggrunden er et dybtfølt fællesskab og det faktum, at de alle har sejlet med ubåde.
Engang udgjorde de den yderste og mest farefulde ring i Danmarks forsvar mod truslen fra øst. Det var nemlig ubådene, der sejlede helt ind i Østersøen for at opsamle informationer om modpartens flådestyrker, mens overfladeskibe og flyvevåbnet lå tættere på Bornholm og Sjælland. Opgaver som igen er kommet i fokus i den nuværende udenrigspolitiske situation.
Nu sker det via moderne teknologi, men engang var det danske ubåde, bemandet med danske officerer og ubådsgaster, som havde opgaven. Og det skabte grundlaget for, at der voksede et helt unik sammenhold frem, der på en måde satte søværnets militære rangorden lidt ud af spil. Noget der holder endnu.
Minisamfund i det sorte rør
– I hvert fald når lugen var lukket, og vi havde forladt hjemmebasen på Holmen i København, fortæller Kjeld Holm, der sejlede som tjenestegørende i maskinrummet på Springeren, som nu ligger som udstillingsskib på museet.
– Tonen skiftede fra det formelle til fællesskab, fordi vi nede i det sorte rør, som vi kaldte ubåden, jo udgjorde et minisamfund, hvor man bestemt ikke skulle være tyndhudet i forhold til en bramfri tone og en humor, der var sort som det omgivende hav. Men hvor alle også var deres opgave bevidst, fordi alle i den grad var afhængige af, at enhver udfyldte opgaven og gjorde sin pligt, når det brændte på, fastslår Kjeld Holm, der udover at være ubådsmand også er formand for museets venneforening.
Ubådstræffet, der afholdes på Springeren – Maritimt Oplevelsescenter hvert år i april, får ubådsfolk fra hele landet til at rejse til Aalborg, fordi de føler, at fælleskabet trækker i dem med uformindsket styrke.
– Der kommer både tidligere officerer og menige gaster, som sejlede med ubådene frem til man nedlagde ubådseskadren i slutningen af 1980’erne. Men kredsen, der samles til ubådstræf, tæller også enkelte der sejlede i de engelske ubåde, som Danmark lejede af briterne i 1947, og som blev starten på den danske ubådseskadre, lyder det fra Bent Raabjerg, der selv er 74 år og havde tjansen som telegrafist og ansvarlig for radiokommunikation med omverdenen ombord på ubåden Springeren.
Fællesskab er drivkraften
– Vi samles, med afsæt i det stærke fællesskab der opstod, mens vi sejlede i ubådene. Et fælleskab som i den grad fortsat holder os sammen, fastslår Bent Raabjerg, og han fortsætter:
– Ubådstræffet er symbolet på et unikt sammenhold, og det understreges af, at der ikke er tale om en forening for tidl. ubådsfolk. Det er alene et træf, hvor fremmødet er drevet af det sammenhold og det fællesskab, vi alle har oplevet. Noget som var enormt vigtigt, for at vi kunne fungere som et mandskab under vanskelige og farefulde vilkår, fastslår Bent Raabjerg.
Det årlige ubådstræf finder sted lørdag, den 23. april og indeholder, til trods for det uformelle sammenhold, flere faste programpunkter. Efter en indledende hilsen og goddag til gamle venner skal de alle lige en tur i ubåden.
– Det er som om, vi alle stadigvæk har behov for at gense de trange omgivelser, der var med til at tømre os sammen, og røre ved periskopet eller de håndtag, der manøvrerede ubåden, fortæller Kjeld Holm, der gerne selv lægger en hånd på de gashåndtag, der regulerede motorenes drift.
Et blåt øje
Herefter samles ubådsfolkene om en solid frokost. Et såkaldt ”blåt øje”, som på ubådssprog betyder en omgang gule ærter med flæsk, pølse og et par snapse. Naturligvis med en skål til ære for Hendes Majestæt Dronningen. – Resten af dagen går med kaffe, hyggelig snak, udveksling af gode minder og historier fra tjenesten ombord. Historier som sikkert ikke er blevet mindre farverige efterhånden, som de er genfortalt mange gange, smiler Kjeld Holm, der glæder sig til at gense gamle og gode venner fra tiden, hvor de sejlede i det sorte rør.
Pressemeddelelse