Sommer betyder Fredagsfest, hvor Skråen afholder fantastiske koncerter i Karolinelund hver eneste fredag sommeren over. Denne fredag inviteres alle til den store havefest med Malurt med support fra Smugler.
Til denne Fredagsfest er der garanteret en rockerfed aften med et af landets største rockorkester Malurt i Karolinelund, og I har muligheden for at synge og rocke med til Mød mig i mørket, Superlove, Kold Krig, Lev stærkt og alle de andre.
Bandet overraskede ellers alle og blev gendannet til en turné i 2020 “Vi stiller op i Mød mig i Mørket-formation” oplyste Michael Falch, og så gik han og resten af bandet ellers i træningslejr.
I februar 2020 spillede de i en helt udsolgt Royal Stage på Skråen, og Christian Arendt, Pete Repete, Peter Mors og Dia Nielsen og Michael Falch gav en sveddryppende koncert og viste, hvorfor Malurt dengang i 80’erne var landets største rocknavn.
Kort tid efter koncerten blev landet lukket ned, og Malurt måtte udskyde resten af deres tour. Heldigvis er Michael Falch og resten af Malurt gjort af et specielt stof, og de insisterede på at udskyde touren til et tidspunkt, hvor publikum kan stå op – det er kun denne ene gang vi kan opleve Malurt, så der skal være fuld drøn på!
Derfor glæder vi os til en stå-fest under åben himmel fredag d. 15. juli.
- Koncertstart kl. 20
- Entre 100 kr. fra kl. 18 i indgangen.
- Kom tidligt
Efter koncerten er det fri adgang til afterparty på Skråen med en billet fra fredagsfesten. Her spiller det lokale Fame Band, der er klar til at give den gas! Fame Band er et professionelt party-orkester med hovedvægten lagt på disco og dansk 80´er pop/rock.