Under overskriften “Mere filipensrock, tak! – Ungdomsringen vil arbejde for bedre og billigere musik for børn over hele landet”, bragte Børneavisen i 1982 en omtale af “Projekt Levende Musik”. Projektet blev året efter omdøbt til Ungdomsringens Musikfestival og i 2023 er det 41. gang det afholdes.
Ungdomsringens Musikfestival er i dag en stor og velfungerende musikfestival, som samler unge fra hele landet til det største musikarrangement for amatørbands i norden.
Musikfestivalen er en unik mulighed for at møde andre unge med samme interesse på tværs af kommune- og landegrænser.
På Musikfestivalen i Nordkraft i Aalborg optræder ungdomsbands og unge solister fra hele landet samt Grønland.
“Musik er jo fantastik at drømme og gøre sig forestillinger til, og for mange følger der noget selvudvikling og identitet med, uanset om man spiller musik i band, eller man er lytter til musikken. Det er medvirkende til at gøre Ungdomsringens Musikfestival i Nordkraft relevant og velbesøgt, år efter år. Vi ønsker med Musikfestivalen at være med til at skabe gode rammer og muligheder for unge i Danmark til at udøve deres kreativitet i,” lyder det fra arrangørerne.
Ungdomsringens Musikfestival handler i sin helhed om at give de unge en scene, lade dem udfolde sig kreativt og give de unge koncertgæster en fed oplevelse, der inspirer og underholder.
“Vi ønsker også med musikfestivalen at støtte de unge i at være en del af gode, sunde fællesskaber, da fysiske fællesskaber kan noget særligt og er vigtige for unges trivsel,” lyder det.
Festivalen afholdes i Nordkraft i Aalborg den 20.-21. januar 2023.
Aalborg Kommune støtter Ungdomsringens Musikfestival.