Ebbe Michelsen vinder Klaverstemmerens Musikpris 2024 for sit imponerende orgelspil og talent inden for komposition.
Klaverstemmerens Musikpris for 2024, der hylder musikalsk talent og engagement, vil blive uddelt lørdag den 4. maj kl. 14-16 i den gamle rådhussal på Torvet 5, Nørresundby.
Prisen og de 25.000 kr., som følger med, går i år til den talentfulde organist Ebbe Michelsen.
Ebbe Michelsen er født i 1999 og opvokset på et landbrug ved Farsø i Vesthimmerland. Han har allerede markeret sig som en fremragende musiker. Hans musikalske rejse begyndte som organistvikar i Farsø Kirke, hvorfra han har udviklet sit talent og lidenskab for musikken.
Efter at have flyttet til Aalborg i 2019 fik Ebbe adgang til at øve sig på orglet i Vor Frue Kirke og begyndte at modtage private timer i orgelspil. Hans musikalske færdigheder førte ham til at søge optagelse på Vestervig Kirkemusikskole i 2022, hvorfra han nu snart vil modtage sin organisteksamen til sommeren 2024.
Ebbe Michelsens talent begrænser sig ikke kun til orgelspil. I 2023 deltog han også i kompositionskonkurrencen KORAL23, som er en konkurrence i korkomposition.
Hans bidrag var en sats over det katolske sjælemesseled “Lux aeterna” for firestemmigt kor. Hans præstation sikrede ham en 3. plads i finalekoncerten i Skt. Hans Kirke i Odense, og med denne fulgte en pengepræmie og et mentorforløb i komposition hos Pernille Sejlund.
Alle er inviteret til at fejre Ebbe Michelsen og hans enestående bidrag til musikken, hvor der vil være musikalske indslag, og der serveres et let traktement.
Musikprisen
Klaverstemmerens Musikpris blev indstiftet i forbindelse med Finn Møllers 70-års fødselsdag i 2017.
Finn troede selv, at han ønskede sig nye havemøbler. Hans kæreste og hans datter klaverstemmer Mette Møller ville det anderledes. De pengegaver, der skulle være brugt på havemøbler, blev dirigeret ind på en anden konto: Klaverstemmerens Musikpris.
Tanken var, at der i en årrække kunne uddeles måske 10.000 kroner til en ung talentfuld musiker fra Nordjylland. Det gik over al forventning og med en lang række bidrag fra faste sponsorer, kan prisen – nu på 25.000 kr.– uddeles i mange år frem.
Prisen kan f.eks. bruges til et studieophold i udlandet, støtte en prismodtagerens uddannelse eller virke som inspiration til det videre arbejde, og der er indtil nu indsamlet ca. 250.000 kr. til Klaverstemmerens Musikpris – penge, der går direkte videre til det nordjyske musikmiljø.
Dirigent Johanne Grønkjær Lorenzen modtog prisen i 2023. Cellist Marie Tranholm-Bjerg i 2022, guitarist Mads Jensen i 2021, korleder Liv Lund Poulsen i 2020, guitarist Casper Hejlesen i 2019 og sangskriver og guitarist Ginne Marker i 2018.
Ønsker du at bidrage til Klaverstemmerens Musikpris og støtte talentudviklingen i Nordjylland, kan donationer – små som store – indbetales på Nordjyske Bank konto 7459 0001278689 eller via MobilePay nr. 3910YY.
Alle bidrag går ubeskåret til prisen. Klaverstemmeren afholder alle udgifter i forbindelse med overrækkelsen.