Årets Gestus Galla i HimmerLand Resort gav et betydeligt bidrag til Gestus Nords støtte til økonomisk trængte børnefamilier og fællesskaber for børn og unge i Nordjylland.
Gestus Nord kan efter årets Gestus Galla, som fandt sted torsdag den 30. oktober, oplyse, at arrangementet resulterede i en indsamling på 1.250.500 kroner. Beløbet går til organisationens sociale arbejde i hele regionen, og forretningsleder i Gestus Nord, Jette Nørsøller Uhrenholt, understreger betydningen af det nordjyske erhvervslivs støtte.
“Gestus Nord er bygget på opbakning fra det nordjyske erhvervsliv. Vi har i dag en lang række virksomheder som erhvervspartnere, og deres støtte betyder alt for, at vi kan løfte opgaven. Når virksomhederne både indgår som partnere og deltager i et arrangement Gestus Galla, så bidrager de direkte til indsamlingen, og det er helt afgørende for, at vi kan fortsætte vores arbejde i hele regionen.”
En aften med underholdning og formål
Det var HimmerLand Resort, der dannede ramme om gallaaftenen, hvor Uffe Holm var konferencier, mens Rune Klan, Mich Øgendahl og Jesper Amstrup stod for underholdningen. Samtidig bød aftenen på middag, auktioner og netværk for gæsterne. Formålet var imidlertid klart: At styrke Gestus Nords arbejde for børn og unge, der har brug for støtte og fællesskab.
”De 1,25 millioner kroner kommer ubeskåret til gå til vores sociale arbejde i Nordjylland,” understreger Jette Nørsøller Uhrenholt. “Det betyder, at vi kan støtte familier, der har det svært økonomisk, og give børn og unge et fællesskab, hvor de kan få gode oplevelser og nye venskaber.”
Lektiehjælp og nye initiativer
En del af de indsamlede midler kommer til at gå til Gestus Nords lektiehjælpsforløb i samarbejde med nordjyske folkeskoler. Omkring 100 børn modtager i dag hjælp, og arbejdet udvides løbende.
“Vi tilbyder lektiehjælp på udvalgte skoler i Nordjylland, og det oplever vi både giver eleverne et fagligt løft og øger deres motivation. I øjeblikket deltager omkring 100 børn, og vi arbejder allerede på at kunne udvide indsatsen til flere skoler,” lyder det afslutningsvis fra en taknemmelig forretningsleder.
Om Gestus Nord
Gestus Nord har i dag omkring 140 nordjyske virksomheder som erhvervspartnere, og over 1.000 børn i Nordjylland er tilknyttet og deltager løbende aktiviteter, oplevelsesture og arrangementer. Organisationen drives af frivillige kræfter og donationer fra partnere. Målet er at give børn og unge mulighed for at skabe positive fællesskaber og nye muligheder i deres hverdag.
Læs resten af december-avisen her
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077





















