Aalborg Katedralskole kan endnu en gang kalde sig Nordjyllands stærkeste gymnasium målt på karaktergennemsnit.
Igen i år kan Aalborg Katedralskole kalde sig Nordjyllands stærkeste gymnasium, efter at årets karaktergennemsnit for landets ungdomsuddannelser er offentliggjort. Med et gennemsnit på 8,1 placerer skolen sig således markant foran de øvrige nordjyske gymnasier og sikrer sig førstepladsen for tredje år i træk.
De nye tal fra Uddannelsesstatistik under Børne- og Undervisningsministeriet viser samtidig, at der er et tydeligt spring ned til de nærmeste konkurrenter. Støvring Gymnasium og Dronninglund Gymnasium følger efter på regionslisten, mens Aalborg Katedralskole lokalt distancerer både Hasseris Gymnasium (7,3), Nørresundby Gymnasium (7,0) og Aalborghus Gymnasium (6,8). Tallene dækker alle over studentereksamen.
Resultatet af langsigtet fokus
Ifølge rektor Christian Warming er resultatet en direkte konsekvens af et langsigtet fokus på faglighed, trivsel og stærke fællesskaber.
”Vi har altid ligget højt, men alle i lærerkredsen og ledelsen har sat alle sejl til for at øge elevernes trivsel og fællesskab og gøre dem endnu dygtigere til det faglige. Vi er naturligvis meget tilfredse med, at det hårde arbejde, ikke mindst blandt eleverne, nu viser sig at have en klar effekt, og det giver os endnu mere mod på at styrke elevernes læring yderligere i årene fremover,” lyder det fra en tilfreds rektor på Aalborg Katedralskole.
Nye højder i år
Sidste år fik Aalborg Katedralskole et karaktergennemsnit på 7,9. At skolen nu når 8,1, betyder, at afstanden til de øvrige gymnasier vokser. Det er kun én gang tidligere sket, at ”Katten” har opnået et tilsvarende højt gennemsnit (i 2020), og ingen andre nordjyske gymnasier har siden været over dette niveau. Hasseris Gymnasium præsterede i 2022 et rekordgennemsnit på 8,3, men ligger i den nye opgørelse en hel karakter lavere.
Også nationalt markerer Aalborg Katedralskole sig.
“På landsplan klarer Aalborg Katedralskole sig også godt. Fratrukket privatskolerne og gymnasier med en særlig profil ligger vi nummer fire blandt alle landets gymnasier, og også på HF ligger vi som det stærkeste gymnasium i Aalborg – og nummer syv på landsplan. Det får os ikke til at hvile på laurbærrene. I stedet sætter vi nu alle kræfter ind på at cementere vores position som Nordjyllands stærkeste gymnasium,” slutter Christian Warming.























