Efter to årtier i Salling Group – heraf de seneste fire år som varehuschef i Føtex Hasseris Bymidte – er Peter Langeland fortsat drevet af det samme: fællesskab, nærvær og glæden ved at være en del af hverdagen for både medarbejdere og kunder.
For ganske nylig kunne Peter Langeland fejre 20-års jubilæum i Salling Group. De seneste fire år har han stået i spidsen for Føtex i Hasseris Bymidte, hvor han har ansvaret for mere end 80 medarbejdere. Men selvom titlen siger varehuschef, er han ikke typen, der holder sig bag et skrivebord. Hvis der mangler en medarbejder ved kassen, varer skal fyldes op på hylderne, eller der trænger til at blive fejet i baggården, tøver Peter ikke med selv at give en hånd med.
”Jeg synes, det er vigtigt at være synlig og en del af hverdagen i butikken. Ingen er bedre end andre, og vi løfter i flok. Det er sådan, jeg altid har haft det.”
Peter begyndte sin karriere i detailhandlen efter at have gået på handelsskolen i Saxogade. Han blev uddannet i tøjbutikken Vagn Larsen i Algade og husker tilbage på en anden tid.
”Dengang var det lidt mere kæft, trit og retning,” siger han med et smil.
En særlig butikskultur
Siden førte karrieren ham videre til Salling Group, hvor han gennem årene har bestridt flere ledende stillinger i blandt andet Føtex i Aalborg Øst og Føtex på Eternitten. I dag står han i spidsen for butikken i Hasseris Bymidte, som han mener adskiller sig fra mange andre varehuse.
”Der er noget særligt over butikken her. Den er lidt mindre og mere intim end de store varehuse, og det giver nogle tætte relationer, både til medarbejdere og kunder. Vi betragter derfor vores kunder mere som gæster end som handlende.”
Hasseris’ stærke sammenhold
Netop kontakten til kunderne er noget af det, han sætter størst pris på. Mange af de samme ansigter kommer igen uge efter uge, og gennem årene er der opstået et særligt fællesskab omkring bymidten. Det fællesskab oplever han også uden for arbejdet. Peter bor i dag i Hasseris Enge og har desuden en personlig tilknytning til området, hvor han til dels selv er vokset op.
”Hasseris har et stærkt sammenhold. Folk interesserer sig for hinanden, og der er mange stamkunder, som man lærer at kende mere personligt. Det er noget af det, der gør det til et særligt sted at arbejde.”
Trivsel fører til kvalitet
Når Peter ser tilbage på de seneste 20 år, er det især menneskene, han husker.
”I dag er jeg utrolig heldig at arbejde sammen med mange dygtige kolleger. Detailhandel og min funktion handler selvfølgelig om varer og drift, men i lige så høj grad om mennesker.”
Som leder prioriterer han derfor medarbejdernes trivsel højt.
”Glade medarbejdere skaber de bedste resultater. Hvis folk trives og har gode rammer at arbejde under, smitter det af på både arbejdsglæden og den oplevelse, kunderne får,” forklarer Peter, mens jubilæet også giver anledning til at udtrykke taknemmelighed.
”Jeg vil gerne sige tak til alle medarbejderne i butikken og til vores gæster. Vi har mange loyale stamkunder, som er med til at skabe den særlige stemning her i bymidten. Det er ikke noget, man tager for givet.”
Glæden ved hverdagen
Selvom 20 år er en milepæl, er Peter ikke færdig med detailhandlen. Tværtimod glæder han sig fortsat over de små og store oplevelser, som følger med hverdagen.
”Der sker aldrig det samme to dage i træk. Det er nok en af grundene til, at jeg stadig synes, det er sjovt at gå på arbejde.”
Læs resten af juli-avisen her
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077




















