Besøgende kan hen over sommeren opleve Aalborgtårnet i aftentimerne. Samtidig er der åbnet et nyt ishus ved Skydepavillonen, og nye koncepter er taget i brug i tårnet.
Aalborgtårnet har udvidet sine åbningstider, så besøgende hen over sommeren også kan opleve udsigten over Aalborg og Limfjorden i aftentimerne. Det er første gang, at offentligheden får mulighed for at besøge tårnet om aftenen på søndage, mandage, tirsdage og onsdage. På de dage holder Aalborgtårnet nu åbent fra klokken 10.00 til 22.00.
“Det er vores ønske at skabe endnu flere oplevelser i og omkring Aalborgtårnet og Skydepavillonen. Og det er virkelig en oplevelse at se solen gå ned over byens tage og ikke mindst Limfjorden, og dén oplevelse vil vi gerne dele,” fortæller Michel Lycoops, forpagter af Aalborgtårnet, Skydepavillonen og Restaurant Podium i Aalborg Kongres & Kultur Center.
Nye oplevelser i tårnet
De udvidede åbningstider suppleres af to nye koncepter i Aalborgtårnet. På torsdage afholdes Chef’s Table, hvor gæsterne tilbydes særligt sammensatte menuer med fokus på sæsonens råvarer, mens Skybaren holder åbent fredag og lørdag med servering af cocktails og vine. Ifølge Michel Lycoops er ambitionen at skabe flere oplevelser omkring Aalborgtårnet og Skydepavillonen.
Åbning af ishus ved Skydepavillonen
Samtidig er der åbnet et nyt ishus ved Skydepavillonen og Aalborgtårnet. Ishuset holder åbent alle ugens dage fra klokken 12.00 til 21.00 og tilbyder is samt kolde forfriskninger.
“Det har været vigtigt for os at åbne op for Aalborgtårnet, så der både er plads til dem, der kommer med familien og får en is, og til dem, der bruger en hel aften med en god middag eller drinks i aftensolen. Og med de nye åbningstider, det nye ishus og de to koncepter i Aalborgtårnet håber vi at give både nordjyderne og regionens turister endnu flere gode grunde til at besøge området,” slutter Michel Lycoops.
Læs i øvrigt vores portræt af de bærende kræfter bag det nye Aalborgtårn her
Hasseris Medier
Hasseris Bymidte 21
9000 Aalborg
Tel: +45 22 87 47 44
info@hasserisavis.dk
CVR: 42993077




















