I Føtex Food i Hasseris Bymidte har kunderne doneret 3.771,50 kr. gennem pantautomaten, som går til Aalborg KFUM Fodbolds unge fodboldtalenter.
Selv små handlinger kan have stor betydning. I Føtex Food i Hasseris Bymidte kan kunderne støtte den lokale fodboldklub, Aalborg KFUM Fodbold, ved blot at trykke på knappen “støt sundheden lokalt” ved pantautomaten.
I perioden fra marts til august har Føtex-kunderne generøst doneret hele 3.771,50 kr. til klubben.
Udlandstur
Torsdag den 24. oktober kom Camilla Aamand Pedersen fra Aalborg KFUM Fodbold forbi Føtex i Hasseris Bymidte for at modtage pantdonationen, der blev overrakt af varehuschef Peter Langeland.
Hun fortæller, at pengene fra pantdonationerne vil blive brugt til klubbens kommende udlandstur til Holland i påsken 2025, hvor U12-U17 drenge og piger vil deltage i Brabant Open.
Camilla Aamand Pedersen takker mange gange for de mange donationer.
“Vi er virkelig glade for samarbejdet med Føtex Food og for den støtte, vi får fra pantdonationen.”
Hun tilføjer, at de har modtaget pantdonationer fra Føtex Food i Hasseris Bymidte i fire år.
Tak til kunderne
Varehuschef Peter Langeland oplyser, at donationen ligger på omkring det samme niveau som sidste år, hvor den var 3.897 kr. Han udtrykker glæde over den stabile lokale opbakning, der ses ved flaskeautomaten.
“Det er jo takket være vores kunder, at vi kan støtte Aalborg KFUM Fodbold,” siger han og understreger, at man ikke nødvendigvis behøver at donere hele beløbet, hvis man kommer forbi med en stor pantsæk.
“Når man står ved flaskeautomaten, kan man vælge at pante nogle af sine flasker og dåser, trykke på ‘donér’ og så pante resten til sig selv,” tilføjer han.
Hver krone tæller – for Aalborg KFUM Fodbold og deres unge fodboldtalenter.